Planklagenævnet afviser klage over køletransportvirksomheds placering og miljøforhold i Hobro

En genbo til en ejendom på [A1], 9500 Hobro, klagede over en nyetableret køletransportvirksomhed i juli 2023. Klagen omhandlede primært støjgener fra virksomheden, hvilket førte til løbende korrespondance og møder mellem klageren, Mariagerfjord Kommune og virksomheden.

Klageren indgav en formel klage den 16. marts 2025, som Planklagenævnet modtog den 31. marts 2025. Klageren anførte, at der endnu ikke var truffet en afgørelse i sagen, og at processen trak i langdrag.

Klagepunkter

Klagerens hovedpunkter var:

• Virksomhedens ulovlige placering, da den burde være i et erhvervs- og industriområde. Klageren henviste til lokalplan nr. 173, Sønder Onsild, som angiver, at området kun må anvendes til blandet bolig- og erhvervsbebyggelse samt offentlige formål, der kan indpasses uden gener. Erhverv i området er defineret som servicevirksomheder, kontorer og mindre, ikke-forurenende håndværks- og fremstillingsvirksomheder.
• Henvisning til kommuneplan 2013-2025 og kommuneplantillæg 2021.
• Virksomhedens manglende miljøgodkendelse og kommunens tilsidesættelse af sin retlige pligt efter Miljøvurderingslovens § 35.
• Kommunens ulovlige handlinger i planlægningsfasen ved ikke at overholde plan- og miljøvurderingsloven, med henvisning til Planlovens § 15a, Planlovens § 15b og Miljøvurderingslovens § 8.
• Manglende opfyldelse af afstandskrav i Miljøministeriets "Håndbog om Miljø og Planlægning".
• Ejendommens anvendelse var ikke sikret mod støjgener, og klageren oplevede væsentlige støjgener aften, nat og tidlig morgen.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da nævnet kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. En forudsætning for klage er, at kommunen har truffet en afgørelse efter planloven.

Virksomhedens aktivitet og lokalplanen

Klageren gjorde gældende, at virksomheden var ulovligt placeret i strid med lokalplanens § 3, stk. 5. Kommunen havde dog oplyst, at den endnu ikke havde truffet en afgørelse om, hvorvidt virksomhedens aktiviteter var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Da der ikke var truffet en afgørelse, kunne Planklagenævnet ikke behandle denne del af klagen på nuværende tidspunkt. Nævnet bemærkede, at en eventuel fremtidig afgørelse fra kommunen om, at anvendelsen er i overensstemmelse med lokalplanen, vil kunne påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål.

Manglende overholdelse af plan- og miljøvurderingsloven i planlægningsprocessen

Klageren anførte, at kommunen havde handlet ulovligt ved ikke at overholde plan- og miljøvurderingsloven i planlægningsfasen, med henvisning til Planlovens § 15a, Planlovens § 15b og Miljøvurderingslovens § 8. Planklagenævnet forstod dette som klagepunkter relateret til Mariagerfjord Kommunes vedtagelse af lokalplan nr. 173 i 1990. Klagefristen for lokalplanen var for længst udløbet, og nævnet afviste derfor at tage stilling til disse klagepunkter.

Manglende miljøgodkendelse og miljøvurdering af virksomheden

Klageren klagede desuden over, at virksomheden ikke var miljøgodkendt, og at kommunen havde tilsidesat sin retlige pligt efter Miljøvurderingslovens § 35. Planklagenævnet har ikke kompetence til at efterprøve spørgsmål vedrørende manglende miljøgodkendelse efter Miljøbeskyttelsesloven eller spørgsmål om miljøvurdering af konkrete projekter. Disse spørgsmål blev derfor ikke behandlet af nævnet. I overensstemmelse med Forvaltningslovens § 7, stk. 2 videresendte Planklagenævnet klagen med bilag til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er den rette klageinstans for disse spørgsmål.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet afviste at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.