LBK nr 4 af 03/01/2023
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Miljøvurderingsloven § 8
Myndigheden skal gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer, hvor disse
-
udarbejdes inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er omfattet af bilag 1 og 2,
-
medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger eller
-
vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. stk. 2.
Stk. 2. Myndigheden skal gennemføre en vurdering af, om planer og programmer kan få væsentlig indvirkning på miljøet, når disse
-
er omfattet af stk. 1, nr. 1, og kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i sådanne planer eller programmer eller
-
i øvrigt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser og kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Forarbejder til Miljøvurderingsloven § 8
RetsinformationMed den foreslåede bestemmelse fastsættes det, i hvilke tilfælde myndigheden skal foretage en miljøvurdering og dermed udarbejde en miljørapport, eller myndigheden kan indlede processen med en screening (vurdering) af den konkrete plan eller det konkrete program. Bestemmelsen forudsætter afgrænsningen foretaget i lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 1, litra a) og b), idet der er tale om planer og programmer, som enten fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter eller medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger, og som udarbejdes eller vedtages af en myndighed, udarbejdes med henblik på Folketingets vedtagelse af planer og programmer via en lovgivningsprocedure samt udarbejdes i henhold til love, administrative retsforskrifter eller administrative beslutninger. Se dog § 3 og bemærkningerne dertil om undtagelserne til den nævnte afgrænsning.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, opregner de tre typer af planer og programmer, for hvilke det er obligatorisk at foretage en miljøvurdering og dermed udarbejde en miljørapport. I henhold til nr. 1 er det en plan eller et program udarbejdet inden for en eller flere af de angivne sektorer (landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse) og som fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er optaget på lovforslagets bilag 1 eller bilag 2.
Det er ikke afgørende, om projektet er obligatorisk VVM-pligtigt, se nærmere herom i lovforslagets afsnit III og bemærkningerne til de enkelte bestemmelser. Det er tilstrækkeligt at konstatere, at projektet falder ind under de projektkategorier, der er optaget på bilag 1 eller 2. Der er heller ikke krav om parallelitet mellem et fremtidigt projekts mulige VVM-pligt og krav om miljøvurdering af planen eller programmet for det pågældende projekt.
Med hensyn til det anvendte udtryk ’fastlægge rammerne for fremtidige anlægstilladelser’ sigtes der til, at planen eller programmet indeholder kriterier eller vilkår, der bestemmer rammerne for indholdet af en myndigheds behandling af en ansøgning om anlægstilladelse. Kriterierne kan f.eks. sætte grænser for, hvilke type aktivitet eller virksomhed, der kan tillades i et bestemt område, eller indeholde betingelser, som ansøgeren skal opfylde for at få tilladelse, eller planen eller programmet kan fastholde et områdes særlige kendetegn og derved stille krav til de tilladelser, der vil blive givet.
Såvel planer og programmer, der angår konkrete projekter som dem, der har et generelt/overordnet indhold, kan være omfattet af bestemmelsen. Det bemærkes, at ’planer for fysisk planlægning og arealanvendelse’ sigter til den måde, hvorpå området skal anvendes, selvom den ene term kan have en bredere betydning end den anden.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 3, stk. 2, nr. 1, i miljøvurderingsdirektivet og viderefører den gældende bestemmelse i lov om miljøvurdering § 3, stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 omhandler planer eller programmer, der medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger. Konstaterer myndigheden, at en plan efter artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet, jf. Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planer (habitatdirektivet) kræver en konsekvensvurdering efter dette direktiv, medfører det, at der også skal gennemføres en miljøvurdering af planen efter bestemmelserne i dette lovforslag. Såvel miljøvurderingsdirektivet som nærværende lovforslag giver mulighed for at integrere vurderinger, der efter forskellige direktiver er sammenfaldende med henblik på at undgå dobbeltvurderinger. Der henvises til lovforslagets § 7 og de dertil knyttede bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 3, stk. 2, nr. 2, i miljøvurderingsdirektivet og viderefører den gældende bestemmelse i lov om miljøvurdering § 3, stk. 1, nr. 2.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 3, omfatter de planer og programmer, hvor myndigheden i medfør af § 8, stk. 2, - efter en screening – har truffet afgørelse om, at planen eller programmet kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, stk. 2, for det nærmere indhold af sådanne planer og programmer. Bestemmelsen tydeliggør opdelingen mellem de planer og programmer, for hvilke der skal udarbejdes en miljørapport og foretages en miljøvurdering, og de planer og programmer, der skal undergå en screening først, jf. § 8, stk. 2. Planer og programmer omfattet af lovforslagets § 8, stk. 1, nr. 3, har således været igennem en screening først. Den foreslåede bestemmelse, der ikke fremgår af miljøvurderingsdirektivet eller af den gældende lov om miljøvurdering, beskriver således for fuldstændighedens skyld, hvilke planer og programmer, der samlet set vil være undergivet kravet om miljøvurdering efter lovforslagets regler herom.
Den foreslåede formulering af stk. 2 omhandler de screeningspligtige planer og programmer samt ændringer heri. For nr. 1 gælder, at i det omfang en plan eller et program omfattet af § 8, stk. 1, nr. 1, kun fastlægger anvendelse af mindre områder på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i sådanne planer eller programmer, skal myndigheden gennemføre en screening af planen eller programmet med henblik på at vurdere, om planen eller programmet samt ændringer heri kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Såfremt det er tilfældet, skal myndigheden gennemføre en miljøvurdering, jf. lovforslagets jf. § 8, stk. 1, nr. 3.
Natur- og Miljøklagenævnet har i nogle lidt ældre afgørelser taget stilling til rækkevidden af ’mindre områder på lokalt plan’ og ’mindre ændringer’, jf. således gennemgangen i NKO 433 og NKO 473.
Det bemærkes, at hovedkriteriet for miljøvurderingsreglernes anvendelse er, om en konkret plan eller et konkret program kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Der skal således ikke sættes bagatelgrænser, som undtager planer eller programmer alene på grundlag af f.eks. størrelsen eller beliggenheden. Se nærmere herom under bemærkningerne til lovforslagets § 10.
Den foreslåede bestemmelse implementerer miljøvurderingsdirektivets artikel 3, stk. 3, og den viderefører § 3, stk. 2, i den gældende lov om miljøvurdering.
For den i nr. 2 foreslåede bestemmelse gælder, at i det omfang, at andre planer eller programmer omfattet af dette lovforslags § 2, stk. 1, nr. 1, fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser og kan forventes at væsentlig indvirkning på miljøet, vil myndigheden skulle foretage en screening af planen eller programmet eller ændringer heri. Såfremt myndigheden vurderer, at planen eller programmet samt ændringer heri kan få en væsentlig indvirkning på miljøet, skal myndigheden gennemføre en miljøvurdering, jf. lovforslagets jf. § 8, stk. 1, nr. 3.
Bestemmelsen udvider anvendelsesområdet for planer og programmer, idet bestemmelsen inkluderer projekter i sektorer som ikke er omhandlet i lovforslagets § 8, stk. 1, nr. 1-2, samt projekter inden for disse sektorer, der ikke er opført på bilagene til VVM-direktivet. Projekt-begrebet defineres i overensstemmelse med lovforslagets § 5, nr. 6, jf. også bemærkningerne ovenfor til § 8, stk. 1.
Bestemmelsen implementerer miljøvurderingsdirektivets artikel 3, stk. 4, og viderefører lov om miljøvurdering § 3, stk. 2.