Fortolkning af Forordning 1370/2007: Udbetaling af kompensation for offentlig trafikbetjening må ikke betinges af statslige budgetbevillinger

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra en bulgarsk domstol i en tvist mellem Pomorie kommune (Obshtina Pomorie) og transportselskabet ANCHIALO AUTO OOD om betaling af kompensation for opfyldelsen af offentlige serviceforpligtelser (PSO) i forbindelse med personbefordring med bus.

Pomorie kommune havde indgået en kontrakt uden forudgående udbud som en hasteforanstaltning (artikel 5, stk. 5, i forordning nr. 1370/2007) for at sikre den offentlige transport. Da transportselskabet krævede kompensation for den finansielle nettovirkning af PSO-ydelserne (anslået til ca. 43.800 EUR), betalte kommunen kun et minimalt beløb (ca. 1.886 EUR), svarende til de midler, som staten havde bevilget og overført til kommunen.

Kommunen påstod, at dens betalingsforpligtelse var betinget af den nationale finanslov og den deraf følgende udbetaling af statslige tilskud. Samtidig var der usikkerhed om, hvorvidt parametrene for kompensationsberegningen skulle fastsættes direkte i kontrakten eller om en henvisning til generelle nationale regler var tilstrækkelig i henhold til EU-retten.

Centrale spørgsmål for Domstolen

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1370/2007:

• Tillader, at medlemsstater indfører yderligere krav og begrænsninger (såsom krav om afsatte midler i den årlige finanslov) for udbetaling af kompensation til operatører af offentlig trafikbetjening.
• Kræver, at parametrene for kompensation er fastsat i selve kontrakten, eller om det er tilstrækkeligt, at de er fastsat i generelle regler, så længe de er objektive og gennemsigtige.

Domstolen fastslog, at EU-retten, specifikt forordning 1370/2007, forhindrer medlemsstater i at betinge udbetalingen af kompensation for offentlig trafikbetjening af specifikke nationale budgetbevillinger og efterfølgende overførsler til den kompetente myndighed.

Ulovlig betingelse om statsbudget

Domstolen konkluderede, at en kompensationsordning, hvis beløb afhænger af de årlige midler afsat i medlemsstatens finanslov, tilsidesætter kravene i forordningens artikel 4, stk. 1, litra b), og bilaget til forordningen. Dette skyldes, at sådanne betingelser:

• Ikke fastlægges på objektiv og gennemsigtig måde på forhånd, da de er afhængige af årlige politiske beslutninger (finansloven).
• Ikke er knyttet til den faktiske økonomiske nettovirkning, som operatøren lider under opfyldelsen af PSO, hvilket er det grundlæggende kompensationsprincip i EU-retten.

Sådanne usikre parametre undergraver forordningens formål om at sikre, at operatører kan kræve præcis kompensation for at opretholde en effektiv og finansielt rentabel offentlig personbefordring.