Ulovlig tvangsfiksering: Godtgørelse tilkendt

Denne sag omhandler lovligheden af en tvangsfiksering af en patient på en psykiatrisk afdeling og krav om godtgørelse for uberettiget frihedsberøvelse.

Patientens Baggrund og Indlæggelse

Appellanten, en 23-årig mand, havde en lang historie med psykiatriske indlæggelser siden 2009, ofte på farlighedskriteriet. Han var tidligere diagnosticeret med manisk enkeltepisode, ADHD, paranoid skizofreni og hebefren skizofreni. Hans IQ var vurderet til 62, hvilket indikerer let mental retardering. Han havde også en fortid med fængselsstraf for røveri og vold samt anbringelse på døgninstitutioner for unge. I slutningen af 2015/begyndelsen af 2016 flyttede han til Svendborg, hvor han blev indlagt flere gange.

Hændelsesforløb og Tvangsfiksering

Den 3. juni 2016 blev appellanten overflyttet fra Bispebjerg Hospital til Svendborg Sygehus. Kort efter ankomsten blev han opsøgende over for en medpatient og verbalt truende over for en kvindelig kollega. Da en mandlig kollega forsøgte at korrigere hans adfærd, overfaldt appellanten ham med en gaffel, stikkende ham ni gange i baghovedet og øvre ryg. Som følge heraf blev politiet tilkaldt, og appellanten blev tvangsfikseret med bælte, hånd- og fodremme kl. 13.30.

Observationer under Fiksering

• 3. juni 2016: Appellanten var rastløs, stønnet og forsøgte at rejse sig. Han fik medicin og blev orienteret om fikseringen, som han modarbejdede verbalt og fysisk. Han pjattede og grinede, påstod at have en AK-47, og slog ud efter personalet under visitering.
• 4. juni 2016: Appellanten udviste fortsat svingende humør, psykotisk adfærd, grinede umotiveret, råbte og messede. Han slog ud efter en sygeplejerske og fortalte en ny fastvagt, at han havde stukket en kollega ned med en gaffel. Lægelige tilsyn vurderede ham fortsat psykotisk og til fare for personalet, og han benægtede overfaldet som selvforsvar.
• 5. juni 2016: Appellanten var fortsat utilfreds med fikseringen, vredladen og verbalt truende. Han fastholdt, at overfaldet var selvforsvar og udviste manglende sygdomserkendelse. Overlægen vurderede ham fortsat i en svær psykotisk tilstand og til fare for sig selv og andre.

Ophør af Tvangsfiksering

Appellanten var tvangsfikseret indtil den 16. juni 2016, kl. 20.18, hvor han blev varetægtsfængslet og overført til Retspsykiatrisk Afdeling.

Patientklagenævnets Afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsfikseringen fra den 3. juni 2016, kl. 13.30, til den 5. juni 2016, kl. 09.30. Nævnet tilsidesatte derimod tvangsfikseringen i perioden fra den 5. juni 2016, kl. 09.30, til den 16. juni 2016, kl. 20.18.

Sagens Forløb i Retten

Appellanten indbragte klagenævnets afgørelse for Retten i Næstved i medfør af Psykiatriloven § 37, stk. 1 og Retsplejeloven § 469, stk. 1 og Retsplejeloven § 472, stk. 1. Han nedlagde påstand om stadfæstelse af klagenævnets afgørelse og tilkendelse af en godtgørelse på 100.000 kr. med tillæg af procesrente. Region Syddanmark påstod byrettens dom stadfæstet. Sagen drejede sig herefter om lovligheden af tvangsfikseringen efter den 5. juni 2016, kl. 09.30, og om appellantens ret til godtgørelse.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten fandt, at tvangsfikseringen af appellanten i perioden fra den 5. juni 2016, kl. 09.30, til den 16. juni 2016, kl. 20.18, var ulovlig. Dette var i overensstemmelse med Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse for samme periode.

Begrundelse for Ulovlighed

• Krav til tvangsfiksering: Retten henviste til Psykiatriloven § 14, stk. 2, som fastslår, at tvangsfiksering som udgangspunkt kun må anvendes kortvarigt for at afværge nærliggende fare for skade på legeme eller helbred. Længerevarende fiksering kræver "væsentlige grunde" i form af en "nærliggende og væsentlig fare" for patienten selv eller andre, jf. Psykiatriloven § 14, stk. 3.
• Proportionalitet og tilsyn: Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med de generelle proportionalitetsbestemmelser i Psykiatriloven § 4 samt reglerne om løbende tilsyn og eksterne lægefaglige vurderinger i Psykiatriloven § 21, stk. 4, Psykiatriloven § 21, stk. 5 og Psykiatriloven § 21, stk. 6.
• Manglende bevis for fortsat fare: Selvom den indledende tvangsfiksering var berettiget på grund af appellantens grove overfald, fandt landsretten, at det ikke var godtgjort, at hensynet til andres liv, førlighed eller sikkerhed fortsat tilsagde, at tvangsfikseringen skulle fortsætte efter den 5. juni 2016, kl. 09.30. Der var tvivl om, hvorvidt de påkrævede eksterne lægefaglige tilsyn var udført korrekt.

Godtgørelse

• Krænkelse af menneskerettigheder: Den uberettigede tvangsfiksering i knap 11½ døgn udgjorde en krænkelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 (forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling).
• Ret til godtgørelse: Appellanten havde krav på godtgørelse herfor, jf. Erstatningsansvarsloven § 26 sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 13 og artikel 41.
• Beløbets størrelse: Efter en samlet vurdering, der tog hensyn til den alvorlige karakter af indgrebet og de vanskelige omstændigheder for personalet, fastsatte landsretten godtgørelsen til 50.000 kr. Retten lagde ikke vægt på en ikke-endelig dom fra Menneskerettighedsdomstolen (Aggerholm mod Danmark).

Domskonklusion

Region Syddanmark blev dømt til at betale 50.000 kr. til appellanten med procesrente fra den 23. maj 2019. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten.