Ugyldig foranstaltning på psykiatrisk afdeling: Manglende samtykke og hjemmel, men ingen krænkelse af menneskerettigheder

Sagen omhandler lovligheden af en ordning, hvor en patient på en retspsykiatrisk afdeling blev underlagt restriktioner, der indebar ophold på egen stue i det meste af døgnet. Højesteret skulle vurdere, om patienten havde givet et informeret samtykke til ordningen, og hvis ikke, om der var hjemmel til at iværksætte den.

Baggrund for sagen

• A var dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen, men pga. pladsmangel var han i stedet anbragt på Retspsykiatrisk afdeling i X-by.
• Under anbringelsen var A underlagt en ordning, hvor hans stue var lukket i ca. 16 timer i døgnet, og der var placeret en reol foran døren i de resterende 8 timer.
• A havde forud for ordningen været tvangsfikseret i en længere periode.

Højesterets vurdering af samtykke

• Højesteret fandt, at A havde fået det indtryk, at accept af ordningen var den eneste måde at undgå fortsat tvangsfiksering.
• Derfor var der ikke tale om et informeret samtykke i overensstemmelse med Sundhedslovens kapitel 5.
• Ordningen skulle derfor vurderes som en tvangsmæssig foranstaltning.

Hjemmelsspørgsmålet

• Højesteret bemærkede, at Psykiatrilovens § 18 f, stk. 1 tillader aflåsning af døre i afdelingen, men ikke til patientstuer.
• Psykiatrilovens § 18 a, stk. 3 giver mulighed for aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under visse betingelser.
• Da ordningen i et vist omfang svarede til aflåsning af stuen, fandt Højesteret, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel i anstalts- eller nødretsbetragtninger eller analogibetragtninger.

Menneskerettighedskonventionen

• Højesteret fandt, at ordningen ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om umenneskelig eller nedværdigende behandling.
• Ordningen indebar heller ikke en frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5 eller et indgreb i retten til privatliv efter EMRK artikel 8.

Konklusion

• Højesteret fastslog, at afgørelsen om ophold på egen stue var ugyldig, men der var ikke grundlag for at tilkende A en godtgørelse.

Højesteret fastslog, at ordningen med ophold på egen stue var ugyldig, da der ikke forelå et informeret samtykke, og der ikke var tilstrækkelig hjemmel i Psykiatriloven. Dog fandt Højesteret, at ordningen ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Region Z blev derfor frifundet for påstanden om godtgørelse.