Principiel afgørelse om børne- og ungeudvalgets beslutningsdygtighed ved fastsættelse af genbehandlingsfrister for anbringelser uden samtykke

Sagerne omhandler reglerne for fastsættelse af genbehandlingsfrister for tvangsanbringelser af børn og unge. Det centrale spørgsmål er, hvornår børne- og ungeudvalget skal have et kvalificeret flertal for at fravige de almindelige tidsfrister.

I den ene sag var udgangspunktet en genbehandlingsfrist på 2 år, da barnet tidligere havde været anbragt. Et mindretal i udvalget (to medlemmer) stemte for at nedsætte fristen til 1 år. Selvom der ikke var kvalificeret flertal for denne fravigelse, besluttede udvalget fejlagtigt at fastsætte fristen til 1 år.

I den anden sag var udgangspunktet en genbehandlingsfrist på 1 år, da det var en førstegangsanbringelse. Et flertal (tre medlemmer) stemte for at forlænge fristen til 2 år. Da dette ikke udgjorde et kvalificeret flertal, fastholdt udvalget korrekt udgangspunktet om en frist på 1 år.

Ankestyrelsen fastslår, at børne- og ungeudvalget kun kan fravige de lovbestemte hovedregler for genbehandlingsfrister, hvis der er et kvalificeret flertal for beslutningen. Dette gælder både ved forkortelse og forlængelse af fristerne.

Princip om kvalificeret flertal

Princippet indebærer, at en fravigelse af de normale genbehandlingsfrister i Bekendtgørelse af barnets lov § 50 kræver, at mindst fire ud af fem medlemmer i børne- og ungeudvalget stemmer for det, jf. Bekendtgørelse af barnets lov § 142, stk. 4. Hvis der ikke opnås kvalificeret flertal for en fravigelse, gælder lovens hovedregel.

Ankestyrelsens afgørelser i de konkrete sager

• I sag 1 ændrede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse og fastsatte genbehandlingsfristen til 2 år. Dette var en korrektion af udvalgets procedurefejl, da der ikke var kvalificeret flertal for at nedsætte fristen.

• I sag 2 stadfæstede Ankestyrelsen anbringelsen, men forlængede genbehandlingsfristen til 2 år. Selvom børne- og ungeudvalget korrekt havde fulgt reglerne om afstemning, foretog Ankestyrelsen en selvstændig vurdering af sagens omstændigheder og fandt, at der var grundlag for at forlænge fristen.