Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Energiklagenævnet modtog en klage fra P1 (herefter klager) vedrørende Energistyrelsens afgørelse af 28. november 2024. Afgørelsen gav Lillebælt Vind A/S tilladelse til at påbegynde anlægsarbejdet af elproduktionsanlægget Lillebælt Syd Vindmøllepark, specifikt den del med interne ledningsanlæg beliggende på havet. Tilladelsen blev meddelt i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 25. Sagen for Energiklagenævnet drejede sig om, hvorvidt klager var klageberettiget til at få realitetsbehandlet klagen. Energiklagenævnet anmodede klager om at redegøre for sin væsentlige og individuelle interesse i afgørelsen, med henvisning til reglerne om klageberettigelse. Klager fremsendte bemærkninger den 10. januar 2025. Klager anførte, at bopælen på Helnæs og hyppige gåture i naturen ville blive væsentligt forringet af vindmølleparken, som ville ødelægge udsigten og den fredfyldte aftenstemning med sine lovpligtige lysmarkeringer. Klager mente, at den geografiske placering af boligen og fritidsinteresser gjorde interessen individuel, selv i forhold til de mange medunderskrivere på en underskriftsindsamling. Klager påpegede desuden en retslig interesse som naturinteresseret og medlem af en miljøorganisation, der arbejder for at værne om naturen. Energiklagenævnet bemærkede, at klageberettigelse er en forudsætning for at behandle klagen. Klager over afgørelser truffet i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 25 behandles efter reglerne i Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 1 og Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 1. Sidstnævnte paragraf fastslår, at enhver med væsentlig og individuel interesse i afgørelsen kan klage over de miljømæssige forhold, hvis afgørelsen tillige er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter. En tilladelse efter Lov om fremme af vedvarende energi § 25 erstatter helt eller delvist tilladelsen efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 25, jf. Bekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 10, nr. 3. Vurderingen af klageberettigelse følger almindelige forvaltningsretlige principper, der kræver både en væsentlig og en individuel interesse. En væsentlig interesse indebærer, at afgørelsens betydning for den pågældende skal være af en vis styrke og intensitet, mens en individuel interesse betyder, at afgørelsen skal være mere indgribende for klageren end for andre berørte personer.
Energiklagenævnet fandt efter en samlet gennemgang af sagens oplysninger og klagers bemærkninger, at klager ikke havde en tilstrækkelig individuel og væsentlig interesse i Energistyrelsens afgørelse af 28. november 2024 til at være klageberettiget. Nævnet lagde navnlig vægt på, at afgørelsen om tilladelse til etablering af Lillebælt Syd Vindmøllepark berører en stor, afvekslende og ikke umiddelbart identificerbar kreds af personer og brugere af området. Det store antal berørte personer medfører en udtynding af den enkeltes interesse, så den falder under væsentlighedstærsklen. Energiklagenævnet fandt derfor ikke, at der forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at klager var særligt berørt i forhold til andre personer, som berøres af Energistyrelsens afgørelse.
På baggrund af den manglende klageberettigelse afviste Energiklagenævnet klagen over Energistyrelsens afgørelse af 28. november 2024. Afgørelsen blev truffet i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 66 og Lov om fremme af vedvarende energi § 67. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter loven skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, jf. Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 5.
Energiklagenævnet har stadfæstet Energistyrelsens tilladelser til to havvindmølleparker, hvilket betyder, at etableringen af Lillebælt Syd og Jammerland Bugt kan fortsætte som planlagt.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Sagen omhandler klager over Energistyrelsens afgørelser vedrørende etablering af Mejlflak Havvindmøllepark i Århus Bugt. Havvind Århus Bugt A/S ansøgte den 18. november 2010 Energistyrelsen om tilladelse til forundersøgelser for etablering af en havvindmøllepark med 20 møller, hver med en kapacitet på 3-6 MW og en totalhøjde på 150-200 meter, hvilket ville give en samlet kapacitet på 60-120 MW.
Energistyrelsen meddelte den 1. juni 2011 Havvind Århus Bugt A/S den ansøgte forundersøgelsestilladelse med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 22 og Lov om fremme af vedvarende energi § 23, stk. 4. Efterfølgende indsendte Havvind Århus Bugt A/S i april 2012 en forundersøgelsesrapport, der omfattede en VVM-redegørelse, en Natura 2000-konsekvensvurdering, en sejladssikkerhedsrapport og visualiseringer. Rapporten blev sendt i myndighedshøring og en bred offentlig høring. Som følge af bemærkninger i høringen blev der anmodet om yderligere undersøgelser, herunder en marsvintælling, og projektet blev tilpasset med en maksimal møllehøjde på 150 meter og en minimumsafstand på 4 km fra kysten. Energistyrelsen godkendte forundersøgelsesrapporten den 28. juli 2014 i medfør af .
Regeringen vil forhandle om tiltag, der kan gøre det nemmere, hurtigere og bedre at opstille vedvarende energi på land og imødekomme naboer til solceller og vindmøller.
Energistyrelsen har givet grønt lys til, at Samsø Havvindmøllepark kan fortsætte produktionen frem til 2037. Det er første gang, at en eksisterende havvindmøllepark i Danmark får forlænget sin elproduktionstilladelse.
Støtteforeningen Bevar De Kystnære Havmiljøer klagede over både forundersøgelsestilladelsen af 1. juni 2011 og godkendelsen af forundersøgelsesrapporten af 28. juli 2014. Foreningens formand og næstformand indgav også klage over godkendelsen af forundersøgelsesrapporten. Klagerne anmodede om opsættende virkning for godkendelsen af forundersøgelsesrapporten.
Energiklagenævnet skulle indledningsvist tage stilling til, om klagerne var klageberettigede, om klagerne var indgivet rettidigt, og om Energistyrelsens godkendelse af forundersøgelsesrapporten var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.
Støtteforeningen, stiftet den 7. oktober 2013, oplyste at den repræsenterede over 3.500 berørte grundejere og havde til formål at bevare de kystnære havmiljøer, herunder specifikt at friholde Århus Bugt for vindmøller. Foreningen henviste til Århus-konventionens artikel 2, stk. 5 og artikel 9, stk. 2, som grundlag for klageadgang.
De individuelle klagere, formanden og næstformanden, henviste til deres ejendomme (fritidshus og fast bopæl) med udsigt over Århus Bugt, som ville blive påvirket af møllerne. De var også andelshavere i elselskabet NRGi a.m.b.a., der var hovedaktionær i projektet, og ønskede at begrænse yderligere tab i et ifølge dem urentabelt projekt.
Energistyrelsen anførte, at Støtteforeningen ikke var klageberettiget over forundersøgelsestilladelsen fra 2011, da foreningen ikke eksisterede på tidspunktet for afgørelsen eller klagefristens udløb. Vedrørende godkendelsen af forundersøgelsesrapporten argumenterede Energistyrelsen for, at der var tale om en processuel beslutning og ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og at klagevejledningen i godkendelsen derfor var indsat fejlagtigt. Styrelsen mente, at kun Havvind Århus Bugt A/S var part i sagen, da godkendelsen alene havde væsentlig og individuel betydning for dem.
Klagerne bestred Energistyrelsens vurdering af, at godkendelsen af forundersøgelsesrapporten ikke var en afgørelse. De fremhævede, at VVM-redegørelsen blev sendt i offentlig høring, og at Energistyrelsen medvirkede til tilpasninger af projektet. De argumenterede for, at godkendelsen gav Havvind Århus Bugt A/S en rettighed af væsentlig betydning, som kunne overdrages, og at projektmageren selv opfattede det som en godkendelse. Klagerne mente desuden, at forundersøgelsestilladelsen skulle tilbagekaldes/ophæves på grund af økonomisk urealiserbarhed, manglende hensyntagen til screeningsresultater og overtrædelse af afstandskrav.
Energiklagenævnet henviste til tidligere afgørelser, herunder sagerne om Rødsand II (2008) og seks havvindmøller ud for Frederikshavn (2011). Praksis viste, at klageberettigelse kræver en væsentlig og individuel interesse. For Rødsand II blev klager afvist, da påvirkningen var ensartet for en stor, svært identificerbar kreds. For Frederikshavn blev klager fra beboere på Hirsholmene (ca. 1,2 km fra møllerne) anerkendt på grund af den tætte afstand og dominerende effekt, mens klager fra Frederikshavn (ca. 4 km fra møllerne) blev afvist, da påvirkningen ikke var individuelt væsentlig.
Sagen omhandler en klage fra en sommerhusejer over Energistyrelsens afgørelser af 22. december 2016, som meddelte Vatten...
Læs mereEnergistyrelsen meddelte den 29. december 2008 Sund & Bælt Holding A/S tilladelse til at etablere et elproduktionsanlæg ...
Læs mereForslag til Lov om projektering og anlæg af en energiø i Nordsøen
