Afvisning af klage over etableringstilladelse til havvindmølleparken Vesterhav Syd grundet manglende klageberettigelse

Søndervig Beboerforening indgav en klage til Energiklagenævnet over Energistyrelsens afgørelse af 22. december 2016, som gav Vattenfall Vindkraft A/S tilladelse til at etablere havvindmølleparken Vesterhav Syd. Tilladelsen blev givet med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25 og Lov om elforsyning § 22a.

Beboerforeningen, der repræsenterer fastboende, sommerhusejere og erhvervsdrivende i Søndervig-området, anførte, at de planlagte havvindmøller, med en højde på 190 meter og placeret mellem 4 og 10 km fra kysten, ville have en katastrofal visuel påvirkning. De frygtede en betydelig reduktion i turismen, fald i ejendomsværdier og ødelæggelse af den uspolerede natur, herunder udsigten over havet, solnedgange og stjernehimmel, samt gener fra lysglimt og lavfrekvent støj. Foreningen foreslog alternative placeringer, herunder ved Esbjerg eller længere fra kysten.

Energistyrelsens bemærkninger

Energistyrelsen vurderede, at kun Vattenfall A/S var part i sagen, da ingen andre borgere eller virksomheder i området havde en tilstrækkelig væsentlig og individuel interesse i afgørelsen. De henviste til, at miljømæssige hensyn, herunder støj, kunne fastsættes som vilkår i etableringstilladelsen i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 25, stk. 3.

Støjberegningsmetoder og EU-domme

Energiklagenævnet anmodede Energistyrelsen om bemærkninger vedrørende støjbelastning fra havvindmøller og retsvirkningerne af to domme fra EU-Domstolen (C-290/15, Patrice D’Oultremont og C-379/15, Association France Nature). Miljøstyrelsen, som Energistyrelsen indhentede udtalelse fra, konkluderede, at den danske støjberegningsmetode, baseret på Nord2000, ikke var misvisende, selvom en anbefalet tilføjelse til beregningsmetoden kunne være mere præcis. De vurderede, at selv med et supplerende støjbidrag ville den lavfrekvente støj indendørs ikke overstige grænseværdien på 20 dB. Vedrørende EU-dommene oplyste Miljø- og Fødevareministeriet, at en analyse af dommenes konsekvenser for vindmøllebekendtgørelsen stadig pågik, og at sagsbehandlingen indtil videre skulle ske efter gældende regler. Energiklagenævnet bemærkede, at EU-dommene ikke uden videre kunne overføres til denne sag, da de primært omhandlede landvindmøller.

Energiklagenævnet afviste klagen fra Søndervig Beboerforening på grund af manglende klageberettigelse.

Begrundelse for afvisning

Nævnet fandt, at beboerforeningen ikke opfyldte betingelserne for klageberettigelse som forening i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 2. Foreningens vedtægter angiver ikke beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige rekreative interesser som hovedformål. Klagen blev derfor vurderet ud fra de almindelige forvaltningsretlige principper, som kræver en væsentlig og individuel interesse for at være klageberettiget, jf. Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 1 og Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 1.

Energiklagenævnet vurderede, at den påvirkning, som etableringen af havvindmølleparken Vesterhav Syd ville have på udsigt, lysafmærkning og støj, i al væsentlighed ville være den samme for alle beboere i området ved Holmsland Klit med udsigt til møllerne. Dette omfattede en stor og afvekslende kreds af personer i en afstand af minimum 4,2 km fra parken. Det store antal berørte personer medfører en udtynding af den enkeltes interesse, så den falder under væsentlighedstærsklen, og interessen anses derfor ikke for individuel.

Støj og EU-domme

Vedrørende støjproblematikken anså Energiklagenævnet det ikke for dokumenteret eller sandsynliggjort, at den anvendte støjberegningsmodel var misvisende. Miljøstyrelsens vurderinger indikerede, at selv med en mere præcis beregningsmetode ville støjbelastningen ikke overstige grænseværdien. Derfor blev støj ikke anset for en afgørende faktor for klageberettigelsen, da foreningens medlemmer ikke var mere væsentligt og individuelt påvirket end andre. De to EU-domme om miljøvurdering af planer og programmer blev heller ikke fundet at kunne føre til et andet resultat end afvisning af klagen på grund af manglende klageberettigelse.