Kommunens pligt til individuel vurdering ved afslag på psykologhjælp efter Servicelovens § 102

Sagen omhandler en kommunes afgørelse om at stoppe en tidligere bevilget løbende hjælp i form af psykologbehandling efter Serviceloven § 102. Kommunen begrundede afgørelsen med, at bestemmelsen er en "kan"-mulighed og ikke en pligt, samt at borgerens behov kunne dækkes af det etablerede behandlingssystem.

Kommunen mente desuden, at det ikke var op til ankeinstansen, Det Sociale Nævn, at fastsætte retningslinjer for kommunens serviceniveau. Nævnet ændrede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til ny behandling. Nævnet fandt, at kommunen ikke kunne stoppe en bevilling uden at vurdere det fortsatte behov og uden en fyldestgørende begrundelse.

Baggrund for praksisændring

Sagen er behandlet principielt på baggrund af en redegørelse fra Folketingets Ombudsmand, som fastslog, at en kommune ikke generelt kan beslutte at undlade at anvende Servicelovens § 102. Dette medførte en ophævelse af Ankestyrelsens tidligere principmeddelelse 4-23 og en tilbagevenden til en praksis, hvor kommuner altid skal foretage en konkret og individuel vurdering af ansøgninger efter bestemmelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte afgørelsen fra Det Sociale Nævn og fastslog, at kommunen ikke var berettiget til at stoppe den løbende bevilling af behandlingen. Kommunen skal derfor tage stilling til, om borgeren har ret til ydelser efter Serviceloven § 102.

Kommunens pligt til at behandle sager

Ankestyrelsen fastslår, at en kommune har pligt til at behandle en ansøgning efter § 102 og konkret vurdere, om borgeren opfylder betingelserne. En kommune kan ikke generelt beslutte sig for ikke at anvende bestemmelsen eller henvise sagen til andre ordninger uden først at have foretaget denne vurdering.

Selvom § 102 er en "kan"-bestemmelse, fritager det ikke kommunen fra dens undersøgelses- og behandlingspligt. Formålet med bestemmelsen er netop at give mulighed for at yde hjælp ud over, hvad der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Serviceniveau og individuel vurdering

En kommune kan godt fastsætte et generelt og vejledende serviceniveau for brugen af § 102. Dette serviceniveau må dog aldrig erstatte den lovpligtige, konkrete og individuelle vurdering af den enkelte borgers behov. Hvis kommunen anvender sit serviceniveau i en afgørelse, skal det tydeligt fremgå, hvilken betydning det har haft for den konkrete sag.

Ankeinstanser kan efterprøve, om:

• Kommunens serviceniveau er i overensstemmelse med loven.
• Den konkrete og individuelle vurdering er foretaget i tilstrækkeligt omfang.
• Sagen er tilstrækkeligt oplyst, og almindelige forvaltningsretlige principper er fulgt.