Afvisning af klage fra kommunal afdeling over eget påbud om støj fra kunstgræsbane

Sagen omhandler et påbud meddelt af Sønderborg Kommune til to af kommunens egne afdelinger vedrørende støjulemper fra en kommunalt ejet kunstgræsbane. Påbuddet blev udstedt på baggrund af naboklager modtaget siden marts 2023.

Kommunens påbud

Sønderborg Kommune meddelte den 1. oktober 2024 et påbud i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, til afdelingerne Bæredygtighed – Infrastruktur og Byggeri samt Kultur, Idræt og Fritid. Påbuddet indeholdt krav om:

• Etablering af en 4 meter høj støjskærm.
• Begrænsninger i banens åbningstider, herunder forbud mod organiseret træning om natten og i visse aftentimer.
• Restriktioner på antallet af brugere på banen i spidsbelastningsperioder.
• Forbud mod brug af elektronisk forstærket musik.
• Krav om vedligeholdelse af boldhegn og etablering af granulatfang.

Klagens indhold

To afdelinger i Sønderborg Kommune påklagede afgørelsen den 29. oktober 2024 med følgende hovedargumenter:

• Det er uhensigtsmæssigt at anvende vejledende støjgrænser for virksomheder på et idrætsanlæg.
• Der er manglende proportionalitet mellem støjgenen og de økonomiske konsekvenser af påbuddet.
• Begrænsningerne vil have negative konsekvenser for skole-, fritids- og foreningslivet.
• Støj må forventes, når man bor tæt på et idrætsanlæg, der har eksisteret siden 1940'erne.
• Musik kan være en nødvendig del af visse idrætsaktiviteter.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle klagen.

Nævnets vurdering af klageret

Nævnet fastslår, at selvom afgørelser om kommunalt ejede anlæg kan påklages, jf. Miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 23, er der i denne sag tale om en intern kommunal konflikt. Både den afdeling, der har udstedt påbuddet (Erhverv og Affald), og de afdelinger, der har modtaget det (Bæredygtighed – Infrastruktur og Byggeri samt Kultur, Idræt og Fritid), er en del af samme juridiske enhed, nemlig Sønderborg Kommune.

Da klager og den påklagede myndighed reelt er den samme part, finder nævnet, at de klagende afdelinger ikke har den fornødne retlige interesse, der kan begrunde en klageret i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 98. En kommune kan ikke påklage en afgørelse, den selv har truffet. Klagen afvises derfor uden at blive behandlet indholdsmæssigt.