Hvidovre Kommunes afslag på dispensation til tilbygning fastholdt på grund af begrænset dispensationskompetence

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede sit afslag med, at den ikke havde den fornødne lovhjemmel til at dispensere til den ansøgte tilbygning. Ifølge kommunens fortolkning af Planloven § 19 og den specifikke byplanvedtægt, indeholder vedtægtens ordlyd en indbygget begrænsning af dispensationskompetencen. Når først bebyggelses- og udnyttelsesgraden er fuldt udnyttet, giver vedtægten kun mulighed for at tillade én specifik type yderligere bebyggelse, nemlig en garage på maksimalt 25 m2. En tilbygning til beboelse falder ikke under denne undtagelse.

Klagerens argumenter og lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at kommunens fortolkning af byplanvedtægten var fejlagtig og stred mod intentionen bag planen. Desuden blev det gjort gældende, at kommunen gennem en længere årrække angiveligt havde praktiseret en lempeligere administration, hvor der blev givet dispensationer til bebyggelsesprocenter på op mod 30. Klageren mente derfor, at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen, da lignende sager burde behandles ens.

Planklagenævnets juridiske vurdering

Nævnet tog først stilling til, om forholdet var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18. Da projektet overskred de numeriske krav i byplanvedtægten, krævede det utvivlsomt dispensation. Nævnet bekræftede herefter kommunens retsopfattelse af, at byplanvedtægtens § 5 fungerer som en såkaldt kompetencenorm, der aktivt begrænser, hvad kommunen må dispensere til. Ved at nævne specifikt, at der kan tillades en garage, udelukker bestemmelsen implicit dispensation til andre former for bebyggelse (såsom tilbygninger), når de generelle tæthedskrav er overskredet.

Vedrørende lighedsgrundsætningen fastslog nævnet, at en eventuel tidligere ulovlig praksis ikke giver en borger krav på at få en lignende ulovlig begunstigelse. Da kommunen slet ikke havde hjemmel til at give dispensationen efter Planloven § 19, kunne klageren ikke støtte ret på tidligere afgørelser, der måtte være truffet i strid med vedtægtens begrænsninger.

Planklagenævnet har afgjort, at Hvidovre Kommunes afslag på dispensation er gyldigt og fastholdes. Nævnet fandt, at Byplanvedtægt nr. 16, § 5, litra A, nr. 1, indeholder en udtømmende regulering af, hvilke overskridelser af bebyggelsesgraden der kan tillades. Da bestemmelsen eksplicit kun nævner muligheden for at dispensere til en garagebygning på op til 25 m2, har kommunen ingen hjemmel til at give dispensation til en tilbygning, når de generelle grænser (bebyggelsesgrad 0,20 og udnyttelsesgrad 0,25) overskrides. Nævnet afviste ligeledes klagen over brud på lighedsgrundsætningen med henvisning til, at manglende hjemmel i planen ikke kan tilsidesættes af administrativ praksis. Afgørelsen er truffet i overensstemmelse med Planloven § 58, stk. 1 og er endelig i administrativ forstand jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.