Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage over Vallensbæk Kommunes beslutning om at fremme kystbeskyttelse ved Køge Bugt Strandpark

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Vallensbæk Kommunes afgørelse af 25. oktober 2024 om at fremme en kystbeskyttelsessag. Sagen omhandlede en plan om at forhøje digerne i Køge Bugt Strandpark.

Vallensbæk Kommune havde i samarbejde med Brøndby, Ishøj og Greve Kommuner udarbejdet et forslag til et samlet kystbeskyttelsesprojekt, der strækker sig over kommunegrænserne. Kommunen vurderede, at der var et behov for at øge beskyttelsesniveauet for at sikre borgere mod oversvømmelse. Projektet indebærer en forhøjelse af klitdigerne fra de nuværende 3,0 m til 3,5 m, med et bølgetillæg på 0,5 m på de ydre diger, hvilket giver en konstruktionshøjde på 4 m.

Kommunen underrettede de ejere af fast ejendom, der ville opnå beskyttelse eller fordel af foranstaltningerne, i henhold til Kystbeskyttelsesloven § 2 a, stk. 3.

Klageren indbragte sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet den 5. november 2024. Klageren anførte, at processen forud for kommunens valg af løsning havde været lukket og uden tilstrækkelig borgerinddragelse, især da borgerne skulle bidrage økonomisk til projektet. Klageren mente, at der fandtes flere alternative løsninger, som burde præsenteres for borgerne, så en debat kunne finde sted, og en beslutning kunne træffes på baggrund af flertal.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Vallensbæk Kommunes afgørelse af 25. oktober 2024 om at fremme kystbeskyttelsessagen vedrørende forhøjelse af digerne i Køge Bugt Strandpark.

Nævnets begrundelse for afvisning

Nævnet henviste til Kystbeskyttelsesloven § 2 a, stk. 1, som fastslår, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en kystbeskyttelsessag skal fremmes. Når en kommune træffer afgørelse om at fremme sagen, underrettes de berørte ejere af fast ejendom, jf. Kystbeskyttelsesloven § 2 a, stk. 3.

Det fremgår af Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 2, at afgørelser truffet efter Kystbeskyttelsesloven § 2 a, stk. 3 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Miljø- og Fødevareklagenævnet fortolkede denne bestemmelse således, at den omfatter kommunens afgørelse om at fremme kystbeskyttelsessagen.

På baggrund af denne lovhjemmel afviste nævnet at behandle klagen. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og . En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. . Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. .