Planklagenævnets afvisning af klage over landzonetilladelse til adgangsvej

Nævnet fandt, at klagerne ikke var parter i sagen om landzonetilladelse til etablering af adgangsvej til regnvandsbassin. Dette blev begrundet med, at der var et beplantningsbælte på omkring 7 meter mellem klagernes ejendom og adgangsvejen, og at regnvandsbassinet var etableret mere end 120 meter sydøst for klagernes ejendom. Desuden medførte adgangsvejen, henset til dens karakter og omfang, ikke en væsentlig øget aktivitet eller påvirkning af omgivelserne.

Da klagerne ikke blev anset for parter, var kommunen ikke forpligtet til at sende afgørelsen med individuel klagevejledning til dem. Klagefristen skulle derfor beregnes fra offentliggørelsen den 24. marts 2022, hvilket betød, at klagefristen udløb den 21. april 2022. Klagen blev indgivet den 15. oktober 2024 og var dermed indgivet for sent.

Planklagenævnet fandt ikke, at der forelå undskyldelige omstændigheder, der kunne begrunde, at nævnet så bort fra en overskridelse af klagefristen på mere end to år. Det forhold, at der havde været dialog mellem klagerne og kommunen om gener fra rideskolen, kunne ikke føre til et andet resultat, da generne ikke stammede fra de forhold, som landzonetilladelsen af 24. marts 2022 vedrørte. Nævnet lagde også vægt på, at afgørelsen af 24. marts 2022, som var offentliggjort samme dato, indeholdt en klagevejledning.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.