Planklagenævnet ophæver lokalplan for erhvervsområde i Hobro grundet lugtgener fra husdyrbrug

Mariagerfjord Kommune vedtog den 28. august 2024 lokalplan nr. 197/2024, Erhvervsområde på Vej1 i Hobro. En omboende klagede over denne planvedtagelse, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.

Lokalplanens formål og område

Lokalplanens primære formål er at muliggøre etablering af et testcenter for synergien mellem solceller og agrikultur. For at fremtidssikre området som erhvervsområde åbner lokalplanen også op for etablering af energi- og ressourcevirksomheder, kontorer i tilknytning til virksomheder, servicevirksomheder, lettere industri-, håndværks- og værkstedsvirksomheder samt lager og lignende til serviceerhverv.

Planområdet er en naturlig udvidelse af et eksisterende erhvervsområde i Hobro Syd og ligger i landzone. Ved lokalplanens endelige vedtagelse overføres området til byzone, jf. lokalplanens § 2.2. Nordøst for planområdet ligger et husdyrbrug.

Klagepunkt

Klageren anførte, at lokalplanen er i strid med et tillæg til miljøgodkendelsen for klagerens husdyrbrug fra 2022. Dette tillæg fastsætter en lugtgenegrænse til byzone på 573,4 m, og klageren gjorde gældende, at kommunen ikke kan planlægge for ny byzone inden for denne afstand. Planklagenævnet har fortolket dette som en klage over, at lokalplanen er i strid med Planloven § 15 b, stk. 1.

Planklagenævnet har ophævet Mariagerfjord Kommunes afgørelse af 28. august 2024 om endelig vedtagelse af lokalplan nr. 197/2024, Erhvervsområde på Vej1 i Hobro. Dette betyder, at lokalplanen ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Retlige spørgsmål omfatter lovligheden eller gyldigheden af trufne afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige retsgrundsætninger.

Planlægning på arealer belastet af lugt

Planklagenævnet lagde til grund, at lokalplanen udlægger lokalplanområdet til forureningsfølsom anvendelse, herunder kontorer, jf. Planloven § 15 b, stk. 1. Bestemmelsen har til formål at sikre, at der ikke planlægges for sådanne anvendelser i områder, hvor Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for lugt, støv eller anden luftforurening ikke er overholdt eller ikke kan overholdes, medmindre afværgeforanstaltninger kan sikre dette. Hensigten er også at undgå, at eksisterende produktionsvirksomheder påføres omkostninger til afværgeforanstaltninger ud over deres miljøgodkendelse som følge af ændret anvendelse på omkringliggende arealer.

Det nærliggende husdyrbrug er en godkendelsespligtig produktionsvirksomhed, jf. Planloven § 11 a, stk. 12, og dets lugtbelastning er derfor omfattet af Planloven § 15 b, stk. 1.

En OML-beregning fra november 2024 viste, at en mindre del af planområdet er omfattet af lugtgenegrænsen, med en påvirkning på 6 OUE/m3. Dette overstiger Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 5 OUE/m3 for byzone. Kommunen havde pligt til at undersøge dette forud for vedtagelsen af lokalplanen, jf. Planloven § 15 b, stk. 1.

Lokalplanen indeholder ikke bestemmelser, såsom en ibrugtagningsbestemmelse, der kan sikre, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier overholdes inden for planområdet. På denne baggrund fandt Planklagenævnet, at lokalplanen er i strid med Planloven § 15 b, stk. 1, hvilket udgør en væsentlig retlig mangel, der medfører lokalplanens ugyldighed.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet har ikke behandlet klagen over kommunens endelige vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 82, da klageren ikke oprettede en separat klage herom i klageportalen, som vejledt af sekretariatet.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.