Afslag på genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om Stevns Kommunes forbud mod tilbygning

Uenighed i nævnets afgørelse

Klageren var uenig i nævnets vurdering af kommunens sagsbehandlingstid og stillede spørgsmålstegn ved kravet om præcision af lokalplanens formålsbestemmelse. Klageren mente desuden, at grundlaget for forbuddet var spinkelt, da kommunen tidligere havde indikeret godkendelse under andre omstændigheder.

Planklagenævnet henviste til sin afgørelse af 11. oktober 2024, hvor det blev vurderet, at kommunens sagsbehandlingstid ikke oversteg en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Nævnet fandt, at kommunen ikke var afskåret fra at nedlægge et forbud efter Planlovens § 14 som følge af passivitet. Nævnet vurderede desuden, at afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet i overensstemmelse med Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, og at kommunens ønske om at regulere bygningers placering i terræn og facadehøjde var et lovligt planlægningsmæssigt hensyn. Nævnet bemærkede, at der er lempeligere krav til begrundelsens omfang ved nedlæggelse af et § 14-forbud, og at det ikke er et krav, at formålsbestemmelsen i den gældende lokalplan regulerer bebyggelsens udseende.

Planklagenævnet fastholdt, at det ikke har pligt til at genoptage en sag alene på grund af uenighed i nævnets fortolkning eller praksis. Kommunens beslutning om at nedlægge et § 14-forbud er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan tage stilling til.

Samlet vurdering og afgørelse

Planklagenævnet afviste at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelse ikke var opfyldt. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen om afslag på genoptagelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.