Stadfæstelse af afslag på genoptagelse af sag om bortfald af økologisk arealtilskud

Styrelsen fastholdt over for Miljø- og Fødevareklagenævnet, at artikel 35 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 kun er relevant ved manglende overholdelse af støttekriterier eller forpligtelser, og at de omhandlede regler hverken vedrører støttekriterier eller forpligtelser. Styrelsen påpegede, at EU-Domstolen i Baramlay-sagen ikke tog stilling til, om et krav kan være andet end støttekriterier eller forpligtelser.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse om afslag på genoptagelse af sagen. Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, eller at der forelå nye retlige forhold, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.

Nævnets vurdering af EU-Domstolens dom

Nævnet fandt, at EU-Domstolens dom i sag C-6/23, Baramlay, ikke angår tvisten i den aktuelle sag. Dommen vedrører primært sondringen mellem støttekriterier og forpligtelser som omhandlet i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 artikel 35. Nævnet fastslog, at kravet om rettidig indsendelse af årlige ansøgninger ikke er omfattet af forordningens artikel 35, men er særskilt reguleret i forordningens artikel 13.

Nationalt råderum og proportionalitet

Nævnet henviste til, at medlemsstaterne i henhold til forordningens præambelbetragtning 29 har et råderum til at iværksætte yderligere nationale sanktioner. Denne fortolkning blev understøttet af EU-Domstolens dom i sag C-273/15, Ezernieki. Nævnet vurderede desuden, at sanktionen om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud er proportional med alvoren af den manglende indsendelse af ansøgningen. Formålet med ordningen er at beskytte miljøet, hvilket forudsætter kontinuitet i hele den femårige forpligtelsesperiode, og et brud herpå medfører risiko for at fortabe formålet.

Konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at klager ikke i øvrigt havde fremsat forhold, som kunne begrunde, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skulle have genoptaget sagen. Afgørelsen er truffet efter Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud § 39, stk. 1, nr. 4 og Bekendtgørelse om økologisk arealtilskud § 39, stk. 4, jf. Lov om Landdistriktsfonden § 11 a, stk. 1. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Klagers anbringender

Klager påklagede afgørelsen den 26. juni 2018 med følgende hovedpunkter:

• Utilfredshed med bortfaldsafgørelsen før sagen havde været i høring.
• Afgørelserne om producentskiftet blev modtaget efter ændringsfristen for Fællesskemaet, hvilket umuliggjorde rettelser.
• Tilsagnssiden i Fællesskemaet var ikke opdateret.
• Klager havde den 20. juni 2018 anmodet om udbetaling af økologisk arealstøtte for de pågældende arealer (nu markerne 58-1 og 58-2) og forventede, at afgørelsen ville blive omgøres, så tilsagnene opretholdtes.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Landbrugsstyrelsen fastholdt, at det er ansøgers ansvar at indberette tilsagn. Styrelsen anførte, at klagers indberetning af markerne den 20. juni 2018 var modtaget efter fristen og derfor ikke kunne medføre opretholdelse af tilsagnet. Vedrørende manglende høring fandt styrelsen ikke, at der var pligt til at høre klager, da den manglende indberetning ikke udgjorde oplysninger, som klager ikke måtte antages at være bekendt med.