Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om dispensation til nedlæggelse af dige i Holbæk Kommune

Endelig vurderede Holbæk Kommune, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-områder væsentligt på grund af afstanden, og at det ikke ville beskadige yngle- eller rasteområder for arter beskyttet under Habitatdirektivets bilag IV, da diget ikke udgjorde et oplagt levested for disse arter.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Holbæk Kommunes afgørelse om dispensation til at nedlægge dige D00.115.124. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af digets beskyttelsesværdi.

Vurdering af digets værdi og dispensation

Nævnet bemærkede, at diget havde begrænset kulturhistorisk værdi, da det var etableret som erstatning omkring 1961 og ikke på en oprindelig placering. Digets generelle tilstand og lavtliggende placering langs vejen betød, at det heller ikke fremstod landskabeligt markant. Nævnet fandt, at diget var beskyttet efter Museumsloven § 29 a, og at stendiger er omfattet af Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 1.

Kommunens kompetence og særlige tilfælde

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Holbæk Kommune som den kompetente myndighed havde mulighed for at meddele dispensation efter Museumsloven § 29 j, stk. 2, 1. pkt., selvom diget oprindeligt var etableret på baggrund af Overfredningsnævnets kendelse fra 1961. Nævnet lagde vægt på, at der ikke tidligere var taget stilling til en dispensation for nedlæggelse i forbindelse med et motorvejsprojekt.

Nævnet fandt, at anlæggelsen af motorvejen udgjorde et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation. Dette skyldtes projektets store samfundsmæssige interesse, som vejede tungere end hensynet til digets bevarelse, især da diget lå direkte inden for den planlagte motorvejs vejforløb og ville hindre anlæggelsen.

Krav om erstatningsdige og Natura 2000

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Holbæk Kommunes vurdering af, at der ikke var anledning til at stille vilkår om etablering af et erstatningsdige. Dette var i overensstemmelse med vejledningen om beskyttede sten- og jorddiger, som angiver, at vilkår skal handle om kulturhistoriske eller biologiske sammenhænge, og at et nyt dige ikke kan erstatte et dige med kulturhistorisk værdi, hvis der ikke tidligere har været et dige på stedet.

Nævnet fandt heller ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-områder væsentligt, idet det nærmeste område lå ca. 5,6 km væk. Desuden vurderede nævnet, at nedlæggelsen af diget ikke ville medføre beskadigelse eller ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for dyrearter opregnet i Habitatdirektivets bilag IV, herunder flagermus, markfirben og padder. Dette skyldtes digets placering langs en hovedvej, dets overgroede tilstand og den manglende egnethed som levested for disse arter, samt afstanden til potentielle yngleområder for padder.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.

Slagelse Kommunes afslag

Slagelse Kommune meddelte den 13. juni 2017 afslag på ansøgningen i medfør af Museumslovens § 29 a, stk. 1 og Museumslovens § 29 j, stk. 2. Kommunen lagde til grund, at det ikke kunne udelukkes, at de foreslåede erstatningsdiger kunne have større historisk, biologisk eller landskabelig betydning end det nedlagte jorddige. Kommunen henviste til en restriktiv administrationspraksis, herunder vejledningen om beskyttede sten- og jorddiger, og vurderede, at der ikke var praksis for at nedlægge eksisterende, beskyttede diger af hensyn til jordbrugsmæssige interesser mod udpegning af andre, ikke-beskyttede diger. Desuden anførte kommunen, at der generelt ikke bør ske retlig lovliggørelse af et forhold, der ikke ville være meddelt dispensation til, hvis der var ansøgt på forhånd.

Klagens indhold

Klager påklagede afgørelsen den 11. juli 2017 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at de foreslåede erstatningsdiger havde større kulturhistorisk betydning som ejerlavsdiger, og at udskiftningsdiger ikke nødvendigvis rangerede højere. Klager fremhævede også erstatningsdigernes større betydning som levested og spredningskorridor for dyre- og planteliv, da de begge løber fra en mose og videre til andre mark- og ejendomsskel. Endelig anførte klager, at erstatningsdigerne havde en meget større landskabelig betydning som karaktergivende element, da de var højere, bredere og beplantede.