Stadfæstelse af dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocent for enfamiliehus i Furesø Kommune

Furesø Kommune traf den 1. juli 2024 afgørelse om at give dispensation fra en lokalplan til opførelse af et nyt enfamiliehus på 179,9 m2 på en ejendom i Farum. En lokal forening klagede over afgørelsen, da de mente, at kommunen hverken havde hjemmel eller kompetence til at tillade en så omfattende overskridelse af bebyggelsesprocenten, som efter deres opfattelse stred mod lokalplanens formål og karakter.

Ejendommen og lokalplanens rammer

Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 48.1, Landzoneområde med sommerhusbebyggelse ved Hestetangsvej. Selvom området er udlagt til sommerhusbebyggelse, fremgår det specifikt af lokalplanens § 3.2, at der er tilladelse til helårsbeboelse på den pågældende matrikel. Lokalplanens overordnede formål er ifølge § 1 at regulere bebyggelsen, så den ikke bliver for dominerende i forhold til det omgivende landskab. Den centrale tekniske bestemmelse i sagen er lokalplanens § 6.1, som fastsætter, at bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom ikke må overstige 10.

Det ansøgte byggeri på 179,9 m2 medfører imidlertid en bebyggelsesprocent på 17,4, hvilket er en væsentlig overskridelse af den fastsatte grænse på 10. Kommunen valgte at meddele dispensation på vilkår af, at eksisterende bygninger på matriklen nedrives, og at der ikke må opføres yderligere bygninger.

Spørgsmålet om umiddelbart tilladt byggeri

Planklagenævnet vurderede først, om byggeriet var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18. Da den ansøgte bebyggelsesprocent på 17,4 klart overskrider lokalplanens maksimum på 10, slog nævnet fast, at projektet kræver dispensation i henhold til Planloven § 19. En overholdelse af lokalplanens bindende bestemmelser er en forudsætning for umiddelbar ret til at bygge.

Hjemmel til dispensation og planens principper

Klageren argumenterede for, at dispensationen stred mod lokalplanens principper, og henviste til en formulering i lokalplanens redegørelse om, at der kun kan dispenseres til "mindre væsentlige lempelser". Planklagenævnet præciserede dog retsgrundlaget for dispensationer:

Nævnet bemærker, at mulighederne for at give dispensation fra lokalplaner er reguleret af Planloven § 19. Der kan ikke i de enkelte lokalplaner fastsættes andre bestemmelser om kommunens generelle adgang til at give dispensationer [...], og adgangen til dispensation kan herunder ikke generelt indskrænkes.

Nævnet fandt, at bebyggelsesprocenten i dette tilfælde var en bebyggelsesregulerende bestemmelse og ikke en del af planens principper. At formålsbestemmelsen nævner regulering af dominans i landskabet, gør ikke automatisk den specifikke procentgrænse til et princip, der ikke kan fraviges ved dispensation. Kommunen havde derfor lovhjemmel til at meddele dispensationen efter .