Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for udhus i Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune afslog den 16. maj 2024 en ansøgning om lovliggørende dispensation for et udhus på 14 m2 beliggende på ejendommen [A1], 2650 Hvidovre. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 139, Kolonihaveområdet Præstemosen.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens § 5.7 fastsætter, at ét udhus må have et bebygget areal på højst 10 m2 og en højde på højst 2,5 m, og at det må placeres indtil 1,0 m fra skel mod nabo. Det ansøgte udhus på 14 m2 overskrider dermed den tilladte størrelse med 4 m2, hvilket svarer til en overskridelse på 40 % af det tilladte areal.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at udhuset ikke er foreneligt med de hensyn, som lokalplanens § 5.7 skal varetage. Kommunen vurderede, at udhuset ville ændre områdets karakter og skabe uønsket præcedens. Overskridelsen på 4 m2 blev ikke anset for at være af underordnet betydning.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren af ejendommen klagede over kommunens afgørelse. Klagen omhandlede primært følgende spørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 5.7.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af indrettelseshensyn.
• Om kommunen havde overholdt de forvaltningsretlige principper om proportionalitet og værdispild.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Hvidovre Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Planklagenævnet fastslog, at udhuset på 14 m2 er i strid med lokalplanens § 5.7, som begrænser udhuse til 10 m2. Forholdet kræver derfor dispensation, jf. Planloven § 19. Nævnet bemærkede, at Planloven § 51, stk. 3, der omhandler forhold af underordnet betydning, kun fritager kommunen for pligten til at håndhæve, men ikke fratager den retten til at håndhæve lokalplanen. Kommunens afslag på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, men den skal være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse (indrettelseshensyn)

Klageren anførte, at der var gået næsten 7 år fra udhusets etablering, til kommunen reagerede, hvilket skulle have skabt berettigede forventninger. Udhuset blev opført mellem maj 2018 og april 2019, og kommunen indledte sagen i oktober 2023. Planklagenævnet fandt, at tidsrummet på 5-7 år var for kort til at skabe en berettiget forventning om, at kommunen ikke ville håndhæve lokalplanens bestemmelse. Der forelå derfor ikke indrettelseshensyn, der begrænsede kommunens mulighed for at kræve lovliggørelse.

Proportionalitet og værdispild

Klageren gjorde gældende, at omkostningerne ved at reducere udhuset ville være uforholdsmæssige. Planklagenævnet vurderede, at kommunens afslag på dispensation ikke var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Nævnet lagde vægt på de tungtvejende planmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelse om bebyggelsens omfang og placering samt hensynet til retshåndhævelsen og præcedens. Selvom der ikke forelå konkrete oplysninger om omfanget af et eventuelt værdispild, fandt nævnet, at udgifterne til lovliggørelse ikke opvejede hensynet til kommunens håndhævelse af lokalplanen. Fysisk lovliggørelse blev ikke anset for at være ude af proportion med interessen i retshåndhævelsen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.