Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Middelfart Kommune udstedte den 17. maj 2024 en tidsbegrænset udlejningstilladelse til festivalcamping på ejendommen matr.nr. [M1]. Tilladelsen blev givet med hjemmel i Bekendtgørelse om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser § 2, stk. 1.
Foreningen Den Landsdækkende Gruppe af borgere i Strandbeskyttelseslinjen klagede den 3. juni 2024 over afgørelsen.
Klageren anførte primært, at kommunen manglede hjemmel til at udstede den tidsbegrænsede udlejningstilladelse til festivalcamping under campingreglementet. Derudover blev det gjort gældende, at tilladelsen var i strid med landbrugspligten og en tinglyst deklaration af 8. november 1996, som er en offentligretlig servitut tinglyst med hjemmel i Landbrugsloven. Klageren påpegede også, at der var opstillet sheltere i strid med servitutten, og at Naturistforeningen Lillebælts vedtægter ikke tillader erhvervsmæssige aktiviteter på ejendommen.
Planklagenævnet vurderede sin kompetence i forhold til de forskellige klagepunkter:
Campingreglementet: Nævnet fastslog, at det har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter campingreglementet, jf. Bekendtgørelse om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser § 21, stk. 1 og Sommerhusloven § 10 e, stk. 1. En forudsætning er dog, at klageren er klageberettiget.
Landbrugsloven og servitutten: Nævnet afviste at behandle klagepunkter vedrørende Landbrugsloven og den tinglyste servitut. Nævnet fandt, at servitutten var offentligretlig, da den var pålagt med hjemmel i Landbrugsloven, og Planklagenævnet har ikke kompetence til at behandle forhold efter Landbrugsloven. Klageren blev henvist til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvis de mente, der var truffet en afgørelse efter Landbrugsloven.
Naturistforeningens vedtægter: Nævnet havde ikke kompetence til at behandle spørgsmålet om Naturistforeningens vedtægter, da dette ikke vedrører en afgørelse efter Planloven eller campingreglementet.
Planklagenævnet afviste at behandle klagen fra Foreningen Den Landsdækkende Gruppe af borgere i Strandbeskyttelseslinjen, da foreningen ikke blev anset for at være klageberettiget.
Nævnet bemærkede, at landsdækkende foreninger ikke har en særlig klageadgang efter Sommerhusloven § 10 e, stk. 2. Spørgsmålet var derfor, om foreningen havde en individuel væsentlig interesse i sagen, jf. Sommerhusloven § 10 e, stk. 2, nr. 3.
Planklagenævnet fandt, at klageren ikke havde en sådan individuel væsentlig interesse. Dette blev begrundet med, at klageren ikke ejer en ejendom, der grænser op til eller ligger i nærheden af den omhandlende ejendom. Der var heller ingen oplysninger i sagen om, at det ansøgte ville udsætte klageren for konkrete og væsentlige gener. Endvidere fremgik det ikke, at klageren repræsenterede medlemmer med en individuel væsentlig interesse i sagens udfald.
På baggrund af den manglende klageberettigelse afviste Planklagenævnet at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.
By-, Land- og Kirkeministeriet har i efteråret 2023 taget initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe om autocampere. Arbejdsgruppen blev forankret i Plan- og Landdistriktsstyrelsen og med deltagelse af relevante myndigheder, som bl.a. har ressortansvaret for vejlovgivningen, herunder reglerne for parkering.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen
Ankenævnet på Energiområdet
Sagen omhandler en klage fra en nabo over Middelfart Kommunes afgørelse om at give tilladelse til delvis nedrivning af et tvillingehus og byggetilladelse til opførelse af et nyt fritliggende enfamilieshus på naboejendommen. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.
Middelfart Kommune meddelte den 15. maj 2020 nedrivningstilladelse og den 17. maj 2020 byggetilladelse til projektet. Forud for dette havde kommunens økonomiudvalg den 28. april 2020 besluttet ikke at nedlægge et forbud mod projektet efter Planloven § 14, da det blev vurderet, at projektet ikke kunne standses ad den vej.
Klageren, der bor i den anden halvdel af tvillingehuset, anførte at være part i sagen og klagede over væsentlige retlige mangler ved afgørelserne. Klageren fremhævede, at byggeriet ville medføre betydelige gener i form af skygge og indblik, og at klagerens hus ville blive "amputeret" og miste lysindfald. Derudover pegede klageren på, at den tidligere brandmur ville blive en ydermur, hvilket medførte bekymringer om støj og omkostninger, som ikke var adresseret i byggetilladelsen. Klageren mente desuden, at kommunen burde have stillet vilkår om afstand til skel, og at byggeriet ville medføre et værditab på klagerens ejendom.
Vejledningen beskriver rammerne for etablering af glampingenheder.
Nævnet har afvist at behandle en klage vedrørende en udlejningsejendom, da udlejningsaktiviteten blev vurderet som erhvervsmæssig.
Sagen omhandler en klage til Planklagenævnet over Allerød Kommunes afgørelse af 28. september 2020 om ændring af vilkår ...
Læs mereDette lovforslag introducerer en midlertidig forsøgsordning, der giver kommuner mulighed for at tillade udvidet vinterca...
Læs mereForslag til Lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.
