Tilbagebetaling af erstatning for mink - manglende aflivning

Klagerens argumenter

Klageren påklagede afgørelsen den 17. maj 2024 og anførte, at landsrettens dom ikke havde taget stilling til uberettiget udbetaling. Klageren henviste til, at anklagemyndigheden havde indstillet en separat politianmeldelse vedrørende uberettiget udbetaling på grund af manglende bevis for, at de 126 mink stammede fra den oprindelige besætning. Klageren mente derfor, at der ikke var tale om bedrageri eller overtrædelse af straffeloven, og at Fødevarestyrelsen ikke efterfølgende kunne rejse krav om tilbagebetaling, medmindre klageren var dømt for overtrædelse af straffeloven. Klageren argumenterede desuden, at kun de ulovlige mink kunne danne grundlag for et erstatningskrav, og at en mindre ulovlighed ikke kunne medføre et krav, der også omfattede lovlige forhold, ligesom i sager hvor overskridelse af miljøgodkendelse blev anset for en bagatelgrænse.

Fødevarestyrelsen fastholdt afgørelsen og præciserede, at anklagemyndigheden alene havde frafaldet sigtelsen for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om bedrageri, og at beviskravene i en straffesag er strengere end i en ansøgningssag. Styrelsen fandt det overvejende sandsynligt, at minkene stammede fra den oprindelige besætning, baseret på byretsdommen og de fundne avlskort.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Fødevarestyrelsens afgørelse af 23. april 2024 om tilbagebetaling af tempobonus, forskud på skinderstatning, endelig skinderstatning og driftstabserstatning.

Nævnets begrundelse

Nævnet vurderede, at minimum de 36 avlstæver hidrørte fra klagers oprindelige minkbesætning, som skulle være aflivet som følge af COVID-19. Denne vurdering baseredes på Fødevarestyrelsens kontrolbesøg den 15. december 2021, hvor 126 levende mink, herunder 36 avlstæver, blev konstateret. Nævnet lagde vægt på, at Fødevarestyrelsen tidligere havde opjusteret antallet af mink med netop 36 avlstæver efter en henvendelse fra klager, samt på byrettens konklusion om, at klagers forklaring om pasningsaftaler fremstod konstrueret. Klageren havde desuden ikke fremlagt dokumentation for, at de 36 avlstæver var erhvervet efter aflivningen i november 2020.

Nævnet bemærkede, at selvom anklagemyndigheden havde frafaldet anklagen på grund af manglende bevis i en straffesag, stilles der strengere beviskrav i straffesager end i administrative ansøgningssager som den foreliggende. Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen havde godtgjort forholdet i tilstrækkelig grad.

Manglende opfyldelse af betingelser

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at afslutningssynet, hvor Fødevarestyrelsen konstaterede, at der ikke længere blev holdt mink på besætningen, ikke var retvisende, da klageren ikke havde aflivet de omhandlede 36 avlstæver. Dermed var betingelsen for tildeling og udbetaling af tempobonus, forskud på skinderstatning, endelig skinderstatning og driftstabserstatning ikke opfyldt. Nævnet henviste til Bekendtgørelse om forskud på erstatning og tempobonus ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 4, Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 8 og Bekendtgørelse om driftstabserstatning ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 3. Disse bestemmelser forudsætter klart, at betingelsen om ingen mink var opfyldt før tildeling af erstatning kunne ske.

Nævnet fandt derfor, at klageren uretmæssigt havde modtaget de udbetalte beløb og skulle tilbagebetale dem i medfør af Bekendtgørelse om forskud på erstatning og tempobonus ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 7, stk. 1, Bekendtgørelse om endelig skinderstatning m.v. ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 11, stk. 1 og Bekendtgørelse om driftstabserstatning ved aflivning af mink som følge af COVID-19 § 6, stk. 1. Nævnet understregede, at udbetalingen som helhed er betinget af, at der ikke længere holdes mink, hvorfor antallet af ikke-aflivede mink er uden betydning for tilbagebetalingskravets størrelse. Det forhold, at landsretten ikke havde taget stilling til, hvorvidt beløbene var udbetalt uretmæssigt, kunne ikke føre til et andet resultat, da en domstolsafgørelse ikke er en forudsætning for nævnets behandling af spørgsmålet.

• Forkortelse af ansøgningsfrist: Fristen for minkvirksomheder, der har modtaget en delafgørelse eller indgået forlig om anlægsaktivernes værdi, forkortes fra tre måneder til én måned. Denne ændring træder i kraft den 1. august 2025 og gælder for sager, hvor forlig er indgået eller afgørelse er modtaget efter dette tidspunkt, jf. § 15, stk. 4, i bekendtgørelsen om forenklet model.
• Mulighed for afkald: Der indføres en udtrykkelig hjemmel i § 15, stk. 8, til, at minkvirksomheder uigenkaldeligt kan give afkald på at søge om erstatning og kompensation efter den forenklede model inden fristens udløb. Dette skal sikre, at arbejdet med opgørelse af den resterende erstatning ikke afventer fristens udløb.

Ændringer til nedlukningsbekendtgørelsen

Udkastet til ændring af bekendtgørelse om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder (bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021), også kendt som nedlukningsbekendtgørelsen, indeholder en kodificering af erstatnings- og taksationskommissionernes praksis vedrørende erstatningsberettigede bygninger. En ny § 5 a indsættes, som fastsætter følgende betingelser for erstatning af bygninger:

• Bygninger varigt indrettet til minkproduktion: Erstatning gives for bygninger, der er varigt indrettet til minkproduktion, medmindre de er sammenbygget med en bygning anvendt til beboelse, jf. § 5 a, stk. 1. En bygning anses for varigt indrettet, hvis den er særligt indrettet til minkproduktion, opført hertil eller væsentligt tilpasset formålet.
• Sammenbyggede bygninger: Sammenbyggede bygninger behandles som én bygning. Hvis en del af en sammenbygget bygning er varigt indrettet til minkproduktion, indgår hele den sammenbyggede bygning som udgangspunkt i erstatningsopgørelsen, jf. § 5 a, stk. 2. Definitionen af sammenbyggede bygninger omfatter bygninger med fælles grænseflade, konstruktiv afhængighed eller sammenhængende tagflade.
• Undtagelse for rene minkejendomme: For minkvirksomheder, der udelukkende har drevet minkproduktion på en ejendom i 2018, 2019 og 2020 uden beboelsesbygninger, gives erstatning for alle bygninger anvendt i minkvirksomheden, uanset om de er varigt indrettet til minkproduktion, jf. § 5 a, stk. 3.
• Erstatning for rum i bygninger: Der kan fastsættes selvstændig erstatning for rum i ikke-erstatningsberettigede bygninger, hvis rummet er varigt indrettet til minkproduktion, etableret efter bygningens opførelse, og kan nedrives og bortskaffes uafhængigt af den tilbageblivende bygning, jf. § 5 a, stk. 4.

Disse ændringer har virkning fra ikrafttrædelsestidspunktet og finder anvendelse på verserende eller genoptagne sager ved erstatnings- og taksationskommissionerne, med undtagelse af sager, hvor der allerede er udsendt forslag til afgørelse efter § 15, stk. 1, eller § 17, stk. 1, i bekendtgørelse om erstatnings- og taksationskommissioner og overerstatnings- og taksationskommissioner til behandling af sager om erstatning og kompensation til minkvirksomheder og visse følgeerhverv.

Høringsfristen for begge udkast er onsdag den 25. juni kl. 12.