Konsulentarbejde i holdingselskab anses som personlig lønindkomst

Det blev desuden oplyst, at ingen havde instruktionsbeføjelse over A i forbindelse med konsulentarbejdet, og det er ikke oplyst, at B Holding ApS har andre hvervgivere end C A/S.

De stillede spørgsmål

Spørgeren ønskede svar på:

1. Kan Skatterådet bekræfte, at B Holding ApS må fakturere C A/S for konsulentarbejde udført af A?
2. Hvis Skatterådet ikke kan besvare spørgsmål 1 bekræftende, bedes Skatterådet oplyse eventuelle betingelser for at B Holding ApS må fakturere C A/S for konsulentarbejde udført af A.

SKAT indstillede, at arbejdet skattemæssigt måtte anses for udført af A som lønmodtager, da omfanget og karakteren af arbejdet pegede mod et tjenesteforhold, jf. kriterierne for erhvervsmæssig aktivitet og lønmodtageraktivitet og praksis for rette indkomstmodtager, herunder SKM2008.163.HR. Ifølge Statsskatteloven § 4 skal indkomst fra tjenesteforhold beskattes hos den person, der reelt har erhvervet retten til vederlaget.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse fuldt ud og besvarede spørgsmålene som følger:

Spørgsmål 1: Fakturering af konsulentarbejde

Skatterådet svarede ”Nej” til spørgsmålet om, hvorvidt B Holding ApS måtte fakturere C A/S for konsulentarbejde udført af A.

Skatterådet vurderede, at de ydelser, der faktureres gennem B Holding ApS, i skattemæssig henseende reelt er udført i et tjenesteforhold af A, der dermed anses for den reelle indkomstmodtager.

Begrundelse:

Ved vurderingen af, om aktiviteten skattemæssigt udgør selvstændig erhvervsvirksomhed eller et tjenesteforhold, indgik følgende momenter, som alle pegede mod et tjenesteforhold:

• A’s reelle tilknytning til og funktion i C A/S er uændret, da han fortsætter med de samme arbejdsopgaver, som han havde som direktør før salget.
• Vederlaget til holdingselskabet svarer til niveauet for den tidligere direktørløn og faktureres månedsvist over 11 måneder.
• Det forventede timeforbrug på ca. 40 timer om ugen svarer til en fuldtidsansættelse.
• B Holding ApS har ikke oplyst om andre hvervgivere end C A/S.
• Manglen på løn ved sygdom/ferie og fraværet af instruktionsbeføjelser over A kunne ikke – sammenholdt med sagens øvrige oplysninger – begrunde en anden skatteretlig vurdering.

Spørgsmål 2: Betingelser for fakturering

Skatterådet afviste at besvare spørgsmål 2.

Afvisningen skete i henhold til Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, da spørgsmålet om alternative løsningsmuligheder for fremtidige dispositioner blev anset for at have en teoretisk karakter, hvorfor det ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed.

SKAT havde forhøjet klagerens personlige indkomst med 150.000 kr., idet de anså klageren for at være rette indkomstmodtager af honorarerne. SKAT argumenterede for, at aftalen havde karakter af en reel ansættelsesaftale mellem [virksomhed2] og klageren personligt. Dette blev begrundet med, at [virksomhed2] havde direkte instruktionsbeføjelser over klageren, at kun klageren kunne udføre arbejdet på grund af sin ekspertise, at klageren modtog honorar under ferie, og at [virksomhed2] afholdt alle udgifter. SKAT bemærkede desuden, at selskabet ikke havde lignende konsulentarbejde for andre kunder og ingen risiko havde haft i forbindelse med aftalen. Den usædvanlige betalingsbetingelse, hvor honoraret blev erlagt uanset træk på kompetencer, blev anset for at være et resultat af det nærtstående forhold mellem parterne og ikke forretningsmæssigt begrundet i selskabets drift. SKAT afviste også, at honoraret dækkede leje af selskabets lokaler, idet dette måtte anses for et særskilt civilretligt forhold.

Klagerens repræsentant påstod, at mindst 50.000 kr. af det samlede honorar på 120.000 kr. (ekskl. moms) skulle henføres som vederlag for [virksomhed2]'s anvendelse af galleriets lokaler og faciliteter. Repræsentanten henviste til Ligningsloven § 2 om armslængdeprincippet for interesseforbundne parter og argumenterede for, at det var urimeligt, at ægtefællens virksomhed skulle benytte lokalerne vederlagsfrit. Det blev anført, at der var tale om et omkostningsfællesskab, og at honoraret dækkede en del af selskabets faste omkostninger (ca. 155.000 kr. årligt i husleje) og bemandingsomkostninger. Klageren havde ikke hævet løn i selskabet i 2007, og selskabet havde en interesse i at udnytte salgsarealet bedre. SKAT fastholdt, at lejeforholdet var særskilt og ikke dækket af konsulentaftalen, og at selskabets faste udgifter var afholdt i tilknytning til galleriets egen virksomhed, uanset samarbejdet med ægtefællens virksomhed.