Landsskatteretten: Rette indkomstmodtager af konsulenthonorar - personlig indkomst vs. selskabsindkomst

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt konsulenthonorarer, der var selvangivet som indkomst i klagerens selskab, [virksomhed1] ApS, skulle beskattes hos selskabet eller hos klageren personligt som rette indkomstmodtager.

Klageren var direktør og hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS, et galleri for kunst og kinesiske antikviteter. Selskabet havde indgået en samarbejdsaftale med [virksomhed2], der var ejet af klagerens ægtefælle. Aftalen indebar, at selskabet skulle stille klageren til rådighed for [virksomhed2] til løsning af arbejdsopgaver, primært inden for klagerens ekspertise i kinesisk kunst, import og fundraising. Det fremgik af aftalen, at selskabet skulle oppebære et løbende honorar med moms, der skulle betales månedligt, uanset om klagerens kompetencer var blevet trukket på. Klageren var berettiget til 10 ugers ferie med fortsat honorar, og udgifter til rejser og repræsentation i [virksomhed2]'s interesse blev refunderet.

SKAT havde forhøjet klagerens personlige indkomst med 150.000 kr., idet de anså klageren for at være rette indkomstmodtager af honorarerne. SKAT argumenterede for, at aftalen havde karakter af en reel ansættelsesaftale mellem [virksomhed2] og klageren personligt. Dette blev begrundet med, at [virksomhed2] havde direkte instruktionsbeføjelser over klageren, at kun klageren kunne udføre arbejdet på grund af sin ekspertise, at klageren modtog honorar under ferie, og at [virksomhed2] afholdt alle udgifter. SKAT bemærkede desuden, at selskabet ikke havde lignende konsulentarbejde for andre kunder og ingen risiko havde haft i forbindelse med aftalen. Den usædvanlige betalingsbetingelse, hvor honoraret blev erlagt uanset træk på kompetencer, blev anset for at være et resultat af det nærtstående forhold mellem parterne og ikke forretningsmæssigt begrundet i selskabets drift. SKAT afviste også, at honoraret dækkede leje af selskabets lokaler, idet dette måtte anses for et særskilt civilretligt forhold.

Klagerens repræsentant påstod, at mindst 50.000 kr. af det samlede honorar på 120.000 kr. (ekskl. moms) skulle henføres som vederlag for [virksomhed2]'s anvendelse af galleriets lokaler og faciliteter. Repræsentanten henviste til Ligningsloven § 2 om armslængdeprincippet for interesseforbundne parter og argumenterede for, at det var urimeligt, at ægtefællens virksomhed skulle benytte lokalerne vederlagsfrit. Det blev anført, at der var tale om et omkostningsfællesskab, og at honoraret dækkede en del af selskabets faste omkostninger (ca. 155.000 kr. årligt i husleje) og bemandingsomkostninger. Klageren havde ikke hævet løn i selskabet i 2007, og selskabet havde en interesse i at udnytte salgsarealet bedre. SKAT fastholdt, at lejeforholdet var særskilt og ikke dækket af konsulentaftalen, og at selskabets faste udgifter var afholdt i tilknytning til galleriets egen virksomhed, uanset samarbejdet med ægtefællens virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren var rette indkomstmodtager af konsulenthonorarer på 150.000 kr. fra ægtefællens virksomhed, og forhøjede klagerens personlige indkomst tilsvarende.

Retten lagde vægt på følgende:

• Indkomst, der efter Statsskatteloven § 4 skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skal henføres til beskatning hos den, der har oppebåret indkomsten.
• Selvom indkomsten var indtægtsført i selskabet, kunne selskabet ikke anses for at være berettiget til at oppebære honorarerne, da indkomsterhvervelsen var så nært knyttet til klageren personligt.
• Selskabet havde ikke udført lignende opgaver for andre kunder, og det havde ingen udgifter eller risiko i forbindelse med aftalen.
• [Virksomhed2] havde hvervsgivers beføjelser og instrukser direkte over for klageren.
• Det var udelukkende klageren, der kunne udføre arbejdet på grund af hans specifikke ekspertise.
• Klageren var berettiget til at modtage honorar under ferie, hvilket er karakteristisk for et ansættelsesforhold.
• Konsulentaftalen af 1. juni 2006 regulerede alene konsulentbistand og ikke virksomhedens brug af selskabets lokaler og faciliteter, hvorfor hele beløbet blev anset for at vedrøre klagerens personlige arbejde.

Klagerens indkomst blev derfor forhøjet med de omhandlede honorarer inkl. moms, jf. Statsskatteloven § 4.