Landsskatteretten om rette indkomstmodtager af konsulenthonorarer

Sagen omhandlede, hvorvidt klageren skulle anses som rette indkomstmodtager af konsulenthonorarer, der var selvangivet som indkomst i H1 ApS, et selskab ejet af klageren og dennes børn. SKAT havde forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomstårene 2004, 2005 og 2006 med betydelige beløb, da de mente, at honorarerne retteligt tilhørte klageren personligt.

Klageren var direktør i H3 A/S under konkurs og modtog 10 pct. af selskabets omsætning som vederlag for sin direktørstilling. En del af dette vederlag blev beskattet som personlig indkomst hos klageren, mens en væsentlig del blev udbetalt til H1 ApS som konsulenthonorar. H1 ApS havde betalt indkomstskat og moms af disse beløb. Det blev oplyst, at H1 ApS ingen ansatte havde, ingen personaleudgifter af betydning og ingen andre kunder end H3 A/S under konkurs. Klageren ejede 53,85 pct. af H1 ApS.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT anså klageren for rette indkomstmodtager af honorarerne og forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med følgende beløb:

SKAT henviste til Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a, Personskatteloven § 3, stk. 1, Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og Kildeskatteloven § 46, stk. 1. De argumenterede for, at vederlaget var A-indkomst, da det var for personligt arbejde udført af klageren som direktør. Overførslen til H1 ApS blev anset for grundløs, da H1 ApS ikke havde ansatte til at udføre arbejdet, og klageren ikke ejede selskabet 100 pct. SKAT henviste desuden til retspraksis, herunder SKM 2004.142 ØLR, SKM 2006.64 LSR, SKM 2005.466 HR og SKM 2007.259 ØLR, der understøtter princippet om rette indkomstmodtager ved personligt arbejde.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at klagerens personlige indkomst skulle nedsættes med de forhøjede beløb, da H1 ApS var rette indkomstmodtager. Klageren erkendte, at han i strid med gældende praksis havde ladet løn tilflyde H1 ApS, men anførte, at han ikke var opmærksom på praksis og havde fået godkendelse fra sin revisor. Klageren var indforstået med, at fejlen skulle korrigeres, således at beløbene blev beskattet som personlig indkomst hos ham, forudsat at de af SKAT som tilskud kvalificerede beløb blev ændret til udlån fra klageren til H1 ApS. Dette skulle medføre, at H1 ApS's skatteansættelser for de pågældende år blev genoptaget og nedsat. Klageren henviste til Ligningsloven § 2, stk. 5 vedrørende sekundær justering og argumenterede for, at en dobbeltbeskatning ville være urimelig og have karakter af straf. Desuden anførte klageren, at SKATs anvendelse af begrebet "tilskud" manglede fornøden hjemmel og stred mod kravet om forudsigelighed i skatteretten, jf. UfR 2008.59 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at anse klageren for rette indkomstmodtager af de omhandlede konsulenthonorarer. Afgørelsen blev truffet med henvisning til princippet om, at indkomst, opgjort efter Statsskatteloven § 4, skal henføres til beskatning hos den, der har oppebåret indkomsten.

Landsskatteretten fandt, at H1 ApS ikke kunne anses for rette indkomstmodtager af honorarerne. Dette blev begrundet med flere forhold:

• Konsulentydelserne var ubestridt udført af klageren personligt.
• Klageren havde uafbrudt siden den 1. juli 2001 været ansat som direktør i H3 A/S under konkurs og modtog løn herfra.
• Klageren havde bestemmende indflydelse i både H3 A/S under konkurs og H1 ApS i de relevante indkomstår.
• Klageren var ikke ansat i H1 ApS, hvilket betød, at H1 ApS ikke kunne udstede fakturaer for ydelser udført af klageren og dermed ikke opnå ret til vederlaget.
• H1 ApS havde ingen andre kunder end H3 A/S under konkurs.
• H1 ApS havde ingen ansatte, ingen personaleudgifter og ingen driftsomkostninger af betydning.
• Der forelå ingen skriftlig aftale om konsulentbistand mellem H1 ApS og H3 A/S under konkurs.

På baggrund af disse omstændigheder blev det fastslået, at honorarerne i stedet måtte anses for oppebåret af klageren. Da de af SKAT opgjorte ansættelser ikke var anfægtet med hensyn til beløbenes størrelse, blev den påklagede afgørelse stadfæstet.