Planklagenævnets afgørelse om produktionskøkken og parkeringsareal i Skanderborg Kommune

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Nævnet fastslog, at lokalplanbestemmelser er bindende i henhold til Planloven § 18, mens lokalplanens redegørelse alene er af oplysende karakter.

Parkeringsområde for hjemmeplejen

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 8.3 fastsætter antallet af parkeringspladser, men ikke deres specifikke placering. Da lokalplanens redegørelse ikke er retlig bindende, fandt nævnet, at placeringen af parkeringspladserne ikke var i strid med lokalplanens § 8.3 og derfor ikke krævede dispensation efter Planloven § 19. Nævnet bemærkede, at det ikke havde taget stilling til lokalplanens § 8.4, da kommunen tidligere havde truffet en selvstændig afgørelse om, at denne bestemmelse ikke kunne håndhæves.

Produktionskøkken

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens § 3.5 om anvendelse af delområde B til Plejecenter Fællesskabernes Hus skulle ses i sammenhæng med lokalplanens § 3.1, som tillader offentlige formål i bred forstand. Nævnet vurderede, at et produktionskøkken har karakter af et offentligt formål og ligger tæt på de eksempler, som bestemmelsen tillader. Derfor fandt nævnet, at anvendelsen til produktionskøkken var i overensstemmelse med lokalplanens §§ 3.1 og 3.5 og ikke krævede dispensation i henhold til Planloven § 19.

Myndighedsinhabilitet

Planklagenævnet anerkendte, at der ikke findes udtrykkelige regler om myndighedsinhabilitet, men at praksis bygger på grundsætningerne om personlig inhabilitet i Forvaltningsloven § 3. Selvom en kommune kan behandle egne ansøgninger, kræver det en intensiveret prøvelse. I denne sag var der tale om en retlig fortolkning af lokalplanbestemmelser, ikke en skønsmæssig vurdering. Nævnet var enig i kommunens retlige vurdering af, at forholdene var umiddelbart tilladte. Uanset om der havde foreligget myndighedsinhabilitet, medførte det derfor ikke, at kommunens afgørelse var ugyldig, da nævnet selv havde taget stilling til spørgsmålet om lovlighed.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende lokalplanens §§ 8.4 og 12.1 (støjgrænser), da kommunens afgørelse herom var truffet den 24. oktober 2022 og ikke var omfattet af den aktuelle klagesag. Klagerne var blevet vejledt om at oprette en selvstændig klage, men havde ikke gjort det. Klagepunktet om opsætning af kølekompressorer blev heller ikke behandlet, da kommunen ikke havde truffet en afgørelse efter planloven herom. Nævnet bemærkede, at kommunerne fører tilsyn efter Planloven § 51, stk. 1. Endelig blev klagepunkter vedrørende miljøscreeningen og lokalplanens gyldighed ikke behandlet, da disse vedrørte tidligere afgørelser og ikke den afgørelse, der var klaget over.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Skanderborg Kommunes afgørelse af 13. februar 2024. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.

Klagepunkter

• Klagerne anførte, at en fordobling af parkeringspladser ville medføre øgede gener i strid med lokalplanens bestemmelser.
• De hævdede også, at virksomheden havde været ændret efter lokalplanens vedtagelse, da den ikke havde været ejet eller drevet af beboerne i en periode på over 3 år.