Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til sommerhus i Rønne

Særligt om kystnærhedszonen

I kystnærhedszonen skal der kun gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. Planlovens § 5 a, stk. 1 og Planlovens § 35, stk. 3. De landskabelige, naturmæssige og rekreative interesser i kystnærhedszonen skal tillægges særlig betydning.

Nævnets konklusion

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Afgørelsen blev begrundet med den restriktive praksis for sommerhuse i landzone, hensynet til landskabelige interesser – især ejendommens kystnære beliggenhed – og risikoen for uønsket præcedens. Nævnet bemærkede, at sommerhuse som udgangspunkt skal ligge i sommerhusområder, jf. Planlovens § 34, stk. 3.

Lighedsgrundsætningen

Vedrørende klagerens henvisning til andre byggetilladelser i området, bemærkede nævnet, at det foretager en fuld prøvelse af kommunens skønsmæssige vurdering. Tidligere afgørelser, som ikke har været påklaget til nævnet, kan derfor ikke føre til et andet resultat, da nævnet ikke har haft mulighed for at efterprøve kommunens skøn i disse sager.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.

Ansøgningen og kommunens afgørelse

Ansøgningen omfattede opførelse af en ny helårsbolig og udhus samt terrænregulering fra kote ca. 1,00-1,25 til kote 2,28 for at mindske risikoen for oversvømmelse. Kommunen gav landzonetilladelse den 15. august 2019 i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at tilladelsen ikke var i strid med hensyn til natur, landskab, kulturhistorie og omkringboende, herunder i forhold til kystnærhedszonen. De lagde vægt på, at ejendommen allerede var bebygget, og at det ansøgte var i overensstemmelse med kommuneplanramme 12 L 3, som tillader boligformål og fastlægger, at ny bebyggelse skal opføres harmonisk og under hensyntagen til landsbyens karakter.

Klagen og bemærkninger

En nabo klagede til Planklagenævnet den 12. september 2019. Klageren anførte primært, at projektet var lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Hvis ikke lokalplanpligtigt, mente klageren, at afgørelsen tilsidesatte planloven og kommuneplanen, herunder rammeområde 12 L 3, var i strid med praksis og ville medføre væsentlige nabogener (indbliksgener, mistet fjordudsigt, ændret udtryk, risiko for overfladevand, voldsom støttemur). Klageren henviste til Planloven § 5 a vedrørende kystnærhedszonen og påpegede, at genopførelse af bolig normalt skal have ca. samme størrelse, placering og udformning som den tidligere bebyggelse. Kommunen fastholdt, at der ikke var lokalplanpligt, da der var tale om et enfamiliehus blandt andre bebyggede matrikler, og at det ansøgte var i overensstemmelse med rammeområde 12 L 3 og landzonebestemmelserne. Kommunen vurderede, at området hovedsageligt var præget af helårsboliger, og at det ansøgte ikke ville opleves som en enkeltstående bebyggelse i kystnærhedszonen, men indgik i en helhed inden for landsbyafgrænsningen.