Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til antennemast på Langeland

Krav om landzonetilladelse

I landzone kræves der som udgangspunkt tilladelse fra kommunen til ny bebyggelse, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Selvom der findes undtagelser, f.eks. for byggeri til offentlige anlæg, jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9, og for antennesystemer på eksisterende master, jf. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, er den ansøgte antennemast ikke omfattet af disse undtagelser, da den kræver byggetilladelse og er en ny opførelse. Derfor kræves der landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1.

Vurdering af landzonetilladelse til antennemast

Planklagenævnet lagde vægt på den betydelige samfundsmæssige interesse i at sikre mobildækning i hele landet, især da der i området er fastsat en dækningsforpligtelse fra SDFI. Nævnet bemærkede, at Planlovens § 35, stk. 12 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at tillægge hensynet til mobildækning særlig vægt, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø eller naboer taler afgørende imod placeringen. Det er nævnets praksis, at hensynet til mobildækning indgår med betydelig vægt i vurderingen.

Nævnet vurderede, at der ikke findes høje konstruktioner i området, som masten kunne placeres i tilknytning til, eller hvor antennepaneler kunne opsættes for at opnå den ønskede dækning. Nævnet fandt det godtgjort, at masten placeres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse på ejendommen og derfor ikke vil fremstå som fritstående i det åbne land. Der blev også lagt vægt på, at der ikke findes bymæssig bebyggelse inden for dækningsområdet, som masten kunne opføres i tilknytning til, og at søgeområdet er begrænset af dækningsforpligtelsen.

Kystnærhedszonen og alternative placeringer

Selvom ejendommen ligger i kystnærhedszonen, hvor der normalt stilles skærpede krav til bebyggelse, jf. Planlovens § 35, stk. 3, fandt nævnet, at placeringen i den konkrete sag ikke talte afgørende imod en tilladelse, da området med dækningsforpligtelse ligger ud til kysten. Planklagenævnet fandt desuden ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at alternative placeringer var tilstrækkeligt undersøgt og ikke var bedre egnede end den ansøgte. Dette skyldes, at ansøgeren i samarbejde med kommunen havde undersøgt alternative placeringer og vurderet mastens visuelle påvirkning af landskabet.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Nævnets Vurdering

• Nævnet vurderede, at der var et tilstrækkeligt behov for en antennemast i området, og at der ikke var andre brugbare strukturer tilgængelige.
• Spørgsmålet om værdiforringelse blev anset for at være et privatretligt spørgsmål, som nævnet ikke kunne behandle.
• Nævnet fandt, at der ikke var afgørende forhold, der talte imod den ansøgte placering.