Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 13-025, Resen, og kommuneplantillæg nr. 14 i Silkeborg Kommune

Silkeborg Kommune vedtog den 26. februar 2024 endeligt lokalplan nr. 13-025, Resen, og kommuneplantillæg nr. 14. To naboer til planområdet klagede over planvedtagelserne, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.

Planklagenævnet behandlede fire hovedspørgsmål i sagen:

• Om lokalplanen er i strid med regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning § 19, stk. 1, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 5.
• Om der ligger saglige og planlægningsmæssige hensyn bag planvedtagelsen, herunder om kommunens kapacitetsberegninger for offentlige institutioner var tilstrækkelige, og om reduktionen af kommuneplanrammen var usaglig.
• Om lokalplanen er i strid med kommuneplanen, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 1.
• Om lokalplanen er ugyldig som følge af manglende dispensation fra husdyrbekendtgørelsen.

Planklagenævnet behandlede ikke de øvrige klagepunkter i sagen, da de enten ikke vedrørte retlige spørgsmål efter planloven eller faldt uden for nævnets kompetence. Nævnet afviste desuden en anmodning om at tillægge klagen opsættende virkning den 21. maj 2024.

Planernes formål er at muliggøre omdannelsen af området til et boligområde som en del af en ny bydel, Eriksborg, mellem Gødvad og Grauballe. Kommuneplantillægget har til formål at udtage en del af det eksisterende rammeområde 13-B-34, som ikke benyttes i lokalplanen. Planområdet, der er på ca. 24 ha, ligger i landzone, og lokalplanens delområder I og IIIa overføres til byzone. Området afgrænses af landbrugsjord mod syd, øst og nordøst, vandløbet Nebel Bæk mod nord og eksisterende boliger mod vest. Kommuneplan 2020 for Silkeborg Kommune var gældende, da lokalplanen blev vedtaget endeligt.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne, hvilket betyder, at planerne fortsat gælder.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af trufne afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger.

Overholdelse af regler om indsatsprogrammer

Klagerne anførte, at lokalplanen manglede sikkerhed for, at den ikke påvirkede Nebel Bæk, og at regnvand fra et eventuelt overløb ville løbe direkte i bækken. Planklagenævnet vurderede, at lokalplanen ikke er i strid med regler om indsatsprogrammer udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning § 19, stk. 1, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 5. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanen fastlægger, at regnvand håndteres på terræn og enten nedsives i bassiner inden for planområdet eller afledes til andre bassiner syd for planområdet. Der er desuden mulighed for rørløsninger for at lede regnvand mod syd og mindske påvirkningen af Nebel Bæk. Kommunen har udarbejdet et beregningsnotat med en sikkerhedsfaktor på 1,35 for dimensioneringen af regnvandsbassinerne. Nævnet bemærkede, at den aktuelle sag ikke er direkte sammenlignelig med en tidligere afgørelse, da den ophævede lokalplan udledte regnvand direkte til Nebel Bæk.

Planlægningsmæssig begrundelse og usaglige hensyn

Klagerne gjorde gældende, at kommunens kapacitetsberegninger for offentlige institutioner var baseret på skøn, og at reduktionen af kommuneplanrammen var usaglig. Planklagenævnet fandt, at omdannelsen af området til et varieret boligområde med rekreative arealer er en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse, jf. planlovens § 15, stk. 1. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen har varetaget usaglige hensyn. Det er ikke usagligt, at kapacitetsberegninger er baseret på skøn og prognoser. Reduktionen af kommuneplanrammen som følge af en vurdering af uegnet vejadgang og et ønske om at begrænse antallet af boliger grundet kapacitetsudfordringer på offentlige institutioner blev anset for saglig. Nævnet understregede, at kommunen har et meget vidtgående planlægningsmæssigt skøn, som ikke kan efterprøves af nævnet.

Forholdet mellem planerne og kommuneplanen

Klagerne anførte, at planvedtagelserne forhindrer fremtidige udstykninger nord for planområdet og dermed modarbejder kommuneplanen. Planklagenævnet fandt, at hverken lokalplanen eller kommuneplantillægget er i strid med kommuneplan 2020, jf. planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at kommunen har mulighed for at ændre kommuneplanen ved et kommuneplantillæg, og at kommuneplanens hovedstruktur om Eriksborg og generelle retningslinjer for byvækst ikke er til hinder for ændringen af kommuneplanramme 13-B-34.

Manglende dispensation

Klagerne gjorde gældende, at afstandskravene i husdyrbekendtgørelsen ikke var overholdt, og at lokalplanen derfor var ugyldig grundet manglende dispensation. Planklagenævnet bemærkede, at en kommune lovligt kan vedtage en lokalplan, selvom den endelige realisering af planen afhænger af en tilladelse eller dispensation fra anden lovgivning, såsom husdyrlovgivningen. Derfor kunne nævnet ikke give medhold i dette klagepunkt.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende Plan- og Vejudvalgets politiske beslutning, kommunens manglende igangsætning af planlægning på baggrund af klagerens ansøgning, inddragelse af klagers grund i lokalplanen eller manglende udledningstilladelse for nedsivningsbassiner. Disse forhold vedrører enten kommunens interne beslutningsprocesser, falder uden for planlovens afgørelsesbegreb eller er reguleret af anden lovgivning som miljøbeskyttelsesloven, og ligger dermed uden for Planklagenævnets kompetence.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne over lokalplan nr. 13-025, Resen, og kommuneplantillæg nr. 14. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.