Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation og påbud om lovliggørelse af hegn

Solrød Kommune traf den 1. februar 2024 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til et hegn på ejendommen [A1], 2680 Solrød Strand, samt et påbud om lovliggørelse. Ejeren af ejendommen har efterfølgende klaget over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 701.1, Strandvejen, vedtaget i 2007. Lokalplanens § 8, stk. 5, fastsætter, at faste hegn mod vej skal placeres mindst 30 cm fra vej- og stiskel og skal tilplantes. Desuden bestemmer lokalplanens § 8, stk. 6, at faste hegn mod Strandvejen kun må afsluttes med vandret overside og skal tilplantes med klatre- eller slyngplanter.

Kommunen vurderede, at hegnet, der blev opført i 2022 og er placeret 12 cm fra vejskel, var i strid med både lokalplanens § 8, stk. 5 og 6, da det ikke var beplantet og ikke overholdt afstandskravet. Kommunen begrundede afslaget med, at hegnet stred mod lokalplanens intentioner om at fremme et grønt præg og biodiversitet. Afgørelsen indeholdt et påbud om fysisk lovliggørelse ved nedrivning/flytning og tilplantning senest den 1. august 2024.

Klageren anførte i sin klage, at kommunen ikke havde tilstrækkeligt grundlag for afgørelsen, at hegnet var et eksisterende lovligt forhold, at kommunen havde overtrådt lighedsgrundsætningen samt proportionalitets- og værdispildsprincipperne, og at reglerne om partshøring ikke var overholdt. Planklagenævnet behandlede disse spørgsmål i sin afgørelse.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Solrød Kommunes afgørelse og har truffet følgende beslutning:

Afslag på dispensation fastholdes

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over kommunens afslag på lovliggørende dispensation. Nævnet vurderede, at hegnet er i strid med lokalplanens § 8, stk. 5, da det er placeret 12 cm fra vejskel, og med § 8, stk. 6, da det ikke er tilplantet. Hegnet kræver derfor dispensation i henhold til Planlovens § 19.

Selvom kommunen muligvis ikke havde alle oplysninger om hegnets præcise placering ved afgørelsestidspunktet, fandt nævnet, at den efterfølgende opmåling bekræftede overtrædelsen, og at manglen derfor ikke var væsentlig nok til at ugyldiggøre afslaget. Nævnet afviste også klagerens argument om, at hegnet var et eksisterende lovligt forhold, da opførelsen af et helt nyt hegn i 2022 betragtes som en nyopførelse, uanset om det erstattede et ældre hegn. Planlovens § 56, stk. 4 finder ikke anvendelse i tilfælde af nyopførelse.

Planklagenævnet fandt desuden, at kommunen ikke havde overtrådt lighedsgrundsætningen, da der ikke forelå en tidligere dispensationspraksis for lignende forhold i området. Endvidere vurderede nævnet, at kommunens afslag ikke var i strid med proportionalitetsprincippet eller hensynet til værdispild. De planmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelser vejede tungere end de potentielle udgifter til lovliggørelse, og hensynet til retshåndhævelsen, herunder undgåelse af præcedens, blev tillagt vægt.

Påbud om lovliggørelse ophæves

Planklagenævnet ophævede kommunens påbud om fysisk lovliggørelse. Nævnet lagde vægt på, at kommunens breve til klageren ikke opfyldte kravene til en tilstrækkelig varsling af et påbud. Et varsel skal have den fornødne klarhed, så modtageren kan komme med relevante bemærkninger til selve påbuddet, herunder dets lovgrundlag, konkrete indhold og frist for gennemførelse. Da dette ikke var tilfældet, led påbuddet af en væsentlig retlig mangel og var derfor ugyldigt.

Planklagenævnet understreger, at hvis kommunen vælger at udstede et nyt påbud efter Planlovens § 51, stk. 3, skal dette ske med korrekt varsling og partshøring af ejendommens ejer. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.