Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for udhus i Risby Landsby

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af umiddelbar tilladelse og dispensationskrav

Planklagenævnet har vurderet, at lokalplanens bestemmelser er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Lokalplanens §§ 3.1 og 3.2 fastsætter, at område A er udlagt til offentligt formål (landsbygrønning og gadekær) og skal friholdes for bebyggelse, med undtagelse af bygninger nødvendige for områdets drift eller til brug for områdets beboere. Da udhuset anvendes af klagerne til privat brug som hønsehus og redskabsskur, finder nævnet, at forholdet er i strid med lokalplanens bestemmelser og derfor kræver dispensation, jf. Planloven § 19.

Vurdering af dispensationsmulighed

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur. Planklagenævnet vurderer, at klagernes private anvendelse af udhuset som hønsehus og redskabsskur ikke ligger tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse til offentlige formål som landsbygrønning og gadekær. Denne private anvendelse medfører, at området får karakter af en privat have, hvilket er i strid med planens principper. På denne baggrund finder nævnet, at kommunens afgørelse ikke hviler på en forkert retsopfattelse i forhold til muligheden for at give dispensation. Nævnet bemærker desuden, at kommunen gyldigt kunne træffe afgørelse om afslag på dispensation, da proportionalitetsprincippet forpligter kommunen til at vurdere muligheden for retlig lovliggørelse, før den træffer afgørelse om fysisk lovliggørelse.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fastslår, at kommunen ikke har hjemmel til at give dispensation, da dette ville være i strid med lokalplanens principper. Nævnet understreger, at selvom kommunen tidligere måtte have givet dispensationer fra lokalplanens §§ 3.1 og 3.2, kan dette ikke føre til, at klageren ud fra lighedsgrundsætningen har krav på dispensation i strid med Planloven § 19. Nævnet bemærker desuden, at de sager, klagerne har henvist til (udstykning, skelregulering og opsætning af flytbare redskaber til en hundeskole), ikke er sammenlignelige med den konkrete sag.

Forhold der ikke behandles

Planklagenævnet har ikke behandlet klagepunkter vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed (f.eks. lokalplanens alder eller kommunens politik om bæredygtighed), da dette ikke vedrører retlige forhold efter planloven. Ligeledes har nævnet ikke behandlet klager over kommunens sagsbehandling (f.eks. kort klagefrist pga. juleferien eller manglende dialog), da disse isolerede sagsbehandlingsspørgsmål ikke har betydning for afgørelsens gyldighed. Endelig har nævnet ikke taget stilling til ønsket om skelregulering, da dette ikke var omfattet af den påklagede afgørelse.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over Albertslund Kommunes afgørelse af 21. december 2023. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Kommunens afgørelse

Odder Kommune afslog dispensationen med henvisning til, at bevaring af bygningen på den nuværende placering ville stride mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 og § 6.13. Kommunen vurderede, at forholdet var i strid med principperne i lokalplanen, og at en dispensation kun lovligt kunne meddeles med en tidsbegrænsning på maksimalt 3 år i henhold til Planloven § 19. Kommunen var dog ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation og udstedte samme dag påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset/havepavillonen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse manglede en begrundelse, og at tolkningen af formålsbestemmelsen til at omfatte et 20-meters bælte langs åen var urimelig og uden sammenlignelige forhold. Klageren mente desuden, at afvisningen stred mod områdets oprindelige karakter med redskabskure og havepavilloner nær åen, og dermed mod lokalplanens bevarende formål. Klageren fremhævede, at udhuset er lille (knap 4 m²), opført i naturmaterialer med et organisk udtryk, og med sin funktion som lysthus bidrager til at bevare områdets karakter fra før lokalplanens tid. Klageren foreslog, at vandløbsdirektivlinjen (8 meter) kunne anvendes som grænse.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at der var tale om en overskridelse af lokalplanens formålsbestemmelser og dermed et princip for planen, hvilket kun lovligt kunne dispenseres fra i en periode på maksimalt 3 år. Kommunen var ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation eller at udarbejde en ny lokalplan for området.