Afgørelse om klage over Frederiksberg Kommunes lokalplan nr. 238 for bevaringsværdige bygninger

Frederiksberg Kommune vedtog den 27. november 2023 lokalplan nr. 238, Temalokalplan for bevaringsværdige bygninger med SAVE-værdi 3. En borger i kommunen klagede over planvedtagelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.

Lokalplanens formål og omfang

Lokalplan nr. 238 har til formål at udpege eksisterende bygninger med SAVE-værdi 3 som bevaringsværdige. Planen fastsætter et forbud mod nedrivning eller ændring af bygningernes ydre udformning uden kommunalbestyrelsens tilladelse og fastsætter vilkår for udvendig renovering, vedligeholdelse, ændringer eller ombygninger. Lokalplanen omfatter i alt 844 bygninger i kommunen, som er udpeget i kommuneplan 2021 og ikke allerede er omfattet af en bevarende lokalplan. Bygningerne er udpeget på baggrund af SAVE-registreringer fra henholdsvis 1994 (bygninger opført før 1940) og i forbindelse med vedtagelsen af kommuneplan 2021 (primært beboelsesbygninger opført efter 1940).

Klagepunkter

Klageren anførte flere punkter i sin klage:

• Kommunen har ikke overholdt officialprincippet i forbindelse med planvedtagelsen, idet vurderingen af klagerens ejendom i 2018 alene var baseret på ældre fotos og ikke fulgte anbefalinger om besigtigelse og fotografering.
• Kommunen har ikke overholdt Planloven § 27, stk. 1 og Planloven § 24, stk. 5 vedrørende offentlighedens inddragelse og håndtering af indsigelser, da klagerens høringssvar ikke blev besvaret.
• Reglerne om partshøring, jf. Forvaltningsloven § 19, er ikke overholdt, da lokalplanen er indgribende for klageren, og klageren ikke blev partshørt.
• Kommunen har ikke overholdt lighedsgrundsætningen, da der ikke er foretaget en ensartet vurdering af bygninger i klagerens lokalområde, og andre bygninger, der opfylder kriterierne for SAVE-værdi 3, ikke er inkluderet.
• Lokalplanen er ugyldig som følge af uklarhed, især vedrørende hvad der menes med "mindre reparationer eller vedligeholdelsesarbejder" og om dette også gælder for garager og udhuse.

Planklagenævnets kompetence og afgrænsning

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af trufne afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger. Nævnet kan dog ikke efterprøve kommunens planlægningsmæssige skøn, herunder om planlægningen er hensigtsmæssig eller rimelig. Planklagenævnet har ikke behandlet klagepunkter vedrørende SAVE-registreringer som en afgørelse i planlovens forstand, eller klagepunkter om lokalplanens indhold og hensigtsmæssighed, da disse ikke er retlige spørgsmål under nævnets kompetence.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at lokalplan nr. 238 fortsat er gældende.

Officialprincippet

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde handlet i strid med officialprincippet. Nævnet lagde vægt på, at klagerens ejendom i 1994 blev registreret med en SAVE-værdi på 5, og at kommunen i 2018 ændrede vurderingen til SAVE-værdi 3 baseret på fotos fra 2018 i forbindelse med en byggesag. Kommunen var ikke forpligtet til at tilvejebringe yderligere oplysninger eller foretage en konkret besigtigelse af ejendommen, da SAVE-metoden er baseret på skønsmæssige og fagkyndige vurderinger. Der var ikke grundlag for at antage, at SAVE-vurderingen var baseret på usaglige eller forkerte oplysninger.

Inddragelse af offentligheden og håndtering af indsigelser

Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde overholdt reglerne om offentlighedsperiode i Planloven § 27, stk. 1, jf. Planloven § 24, stk. 5. Planforslaget havde været fremlagt offentligt i 11 uger, hvilket overholdt den krævede frist. Klagerens indsigelse var gengivet i kommunens notat og indgik som bilag til dagsordenen for udvalgsmødet. Nævnet fastslog, at kommunen ikke er forpligtet til at besvare indsigelser eller begrunde, hvorfor de ikke følges, og at manglende besvarelse af klagerens høringssvar derfor ikke udgjorde en retlig mangel.

Partshøring

Planklagenævnet fandt, at klageren ikke var så væsentligt og individuelt berørt af planvedtagelsen, at klageren var part i sagen. Lokalplanen vedrører 844 bygninger og fastsætter generelle bestemmelser om bevaring af deres ydre fremtræden. Da klageren ikke kunne betragtes som part i kommunens sag om vedtagelse af lokalplanen, var kommunen ikke forpligtet til at foretage en partshøring efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen. Nævnet fremhævede, at lighedsgrundsætningen ikke er til hinder for, at en kommune i en lokalplan beslutter at udpege bestemte bygninger som bevaringsværdige frem for andre, selvom de måtte ligne hinanden. Kommunen har hjemmel til at fastsætte bestemmelser om bevaring af eksisterende bebyggelse i henhold til Planloven § 15, stk. 2. Kommunens vurdering af, hvilke bygninger der er bevaringsværdige, er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Uklarhed i lokalplanen

Planklagenævnet fandt, at der ikke var en sådan uklarhed i lokalplanen, at det kunne begrunde planens ugyldighed. Nævnet bemærkede, at upræcise bestemmelser generelt ikke påvirker lokalplanens gyldighed, men kan have betydning for håndhævelsen. Planklagenævnet ophæver som udgangspunkt ikke en lokalplan på grund af potentiel fremtidig tvivl om fortolkningen. En eventuel fremtidig afgørelse om fortolkning vil kunne påklages til Planklagenævnet.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over lokalplan nr. 238. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da gebyrer kun tilbagebetales, hvis nævnet har afvist at behandle sagen, klagen tilbagekaldes, eller nævnet giver klageren medhold eller ændrer den påklagede afgørelse. Dette følger af Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.