Indirekte kønsdiskrimination: Udelukkelse af hushjælpsansatte fra arbejdsløshedsydelser strider mod EU's ligestillingsdirektiv

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra en spansk domstol om, hvorvidt national lovgivning, der udelukker hushjælpsansatte fra arbejdsløshedsforsikring under den lovbestemte sociale sikringsordning, udgør indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med EU-retten. Domstolen skulle fortolke artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EØF om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring.

Sagsøgeren, CJ, en kvindelig hushjælpsansat i Spanien, anmodede om at betale bidrag til arbejdsløshedsforsikringen for at opnå ret til ydelser. Anmodningen blev afvist af Tesorería General de la Seguridad Social (TGSS) med henvisning til socialsikringslovens artikel 251, litra d), som specifikt udelukker hushjælpsansatte fra arbejdsløshedsdækning.

Det centrale spørgsmål var, om denne udelukkelse medførte indirekte forskelsbehandling, da det var ubestridt, at den berørte gruppe – hushjælpsansatte – næsten udelukkende (over 95%) bestod af kvinder.

Parternes argumenter

Den spanske regering og TGSS argumenterede for, at udelukkelsen var objektivt begrundet i sektorens særlige kendetegn. Disse omfattede især vanskelighederne ved kontrol af ansættelsesforhold, da arbejdsgiverne var private husstande, samt risikoen for, at øgede omkostninger ved forsikring ville føre til sort arbejde og et fald i beskæftigelsesniveauet i sektoren. CJ gjorde gældende, at udelukkelsen var disproportional og skabte social nødsituation for de ansatte.

Domstolen fastslår, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EØF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter hushjælpsansatte udelukkes fra arbejdsløshedsydelser under en lovbestemt social sikringsordning.

Domstolen fandt, at udelukkelsen udgjorde en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, da statistikken viste, at en betydeligt større andel af kvindelige arbejdstagere blev stillet ufordelagtigt i forhold til mandlige arbejdstagere.

Vurdering af objektiv berettigelse

Domstolen anerkendte, at formålene med at beskytte beskæftigelsesniveauet og bekæmpe socialt bedrageri udgjorde legitime socialpolitiske mål. Imidlertid blev de midler, som den spanske lovgivning valgte, ikke anset for at være egnede eller nødvendige for at nå disse mål, da de ikke var gennemført på en sammenhængende og systematisk måde:

• Manglende sammenhæng: Andre kategorier af arbejdstagere med tilsvarende karakteristika og risici (f.eks. gartnere og private chauffører) var omfattet af arbejdsløshedsforsikring. Derudover var hushjælpsansatte dækket af andre sociale sikringsordninger (f.eks. ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme), som også indebærer risiko for svigagtig påberåbelse. Dette rejste tvivl om den indre sammenhæng i den nationale bestemmelse.