Landsskatteretten: Montør Anset for Selvstændig Erhvervsdrivende – Momsfradrag Godkendt

Sagen omhandler, hvorvidt klageren, der drev enkeltmandsvirksomheden [virksomhed2], skulle anses for at have drevet selvstændig økonomisk virksomhed i relation til ydelser leveret til [virksomhed1] A/S i 2021. Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at klagerens indtægter fra [virksomhed1] A/S var lønindkomst, og at klageren derfor ikke var momspligtig og ikke havde ret til fradrag for købsmoms.

Klageren havde tidligere drevet [virksomhed2] som enkeltmandsvirksomhed (2005-2008) og derefter som lønmodtager i [virksomhed2] ApS (ejet af ægtefællen) frem til udgangen af 2020. I 2021 genopstartede klageren enkeltmandsvirksomheden, da ægtefællen ønskede at trække sig fra den administrative drift, og en enkeltmandsvirksomhed havde lavere omkostninger end et ApS. [virksomhed2] ApS havde også udført opgaver for [virksomhed1] A/S.

I 2021 stammede 99,86% af klagerens omsætning fra [virksomhed1] A/S. Fakturering skete ugentligt baseret på timer, kørte kilometer, og eventuelle udlæg. Klageren havde en samarbejdsaftale med [virksomhed1] A/S med faste takster for timeløn, km-takst og hotelovernatning. Aftalen indebar ingen garanti for arbejdsopgaver, og kunne opsiges med øjeblikkeligt varsel. Klageren stod selv for kontakt til slutkunden, aftalte tidsplaner, og hæftede for eventuelle fejl og mangler, hvilket var dækket af en erhvervsforsikring. Klageren havde indrettet værksted og kontor i sit hjem og lejede et lagerlokale til opbevaring af værktøj og overskudsmaterialer. Klageren anvendte arbejdstøj og firmabil med eget firmalogo. Fra 1. januar 2023 blev klageren ansat som montagechef hos [virksomhed1] A/S i en administrativ stilling.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen anså klageren for lønmodtager og lagde vægt på følgende forhold:

• Næsten hele omsætningen stammede fra én virksomhed ( [virksomhed1] A/S).
• Hovedparten af omsætningen var arbejdsløn.
• [virksomhed1] A/S indgik aftaler med slutkunden, og klagerens fakturaer specificerede ikke kunder eller opgaver.
• [virksomhed1] A/S betalte for præ-fabrikerede elementer, og klageren havde ikke væsentlige udgifter til varekøb.
• Klageren arbejdede mere end fuldtid for [virksomhed1] A/S og havde ingen ansatte.
• Der var faste takster og ugentlig afregning.
• Klageren havde ingen reel risiko for at tabe penge, da [virksomhed1] A/S havde det endelige ansvar over for slutkunden.
• Klageren optrådte som montør udsendt af [virksomhed1] A/S og var underlagt samme kvalitetskrav som deres egne montører.
• Ansættelsen i 2023 som montageleder, baseret på de samme job- og ansvarsområder som tidligere, understøttede et lønmodtagerforhold.

Skattestyrelsen nægtede derfor fradrag for købsmoms på 61.623 kr. og anså salgsmoms på 275.674 kr. for opkrævet med urette.

Klagerens argumentation

Klageren fastholdt at have drevet selvstændig virksomhed og fremhævede:

• Klageren ledte, tilrettelagde og førte tilsyn med alt arbejde selv.
• Samarbejdsaftalen var ikke bindende, kunne opsiges øjeblikkeligt og garanterede ikke et specifikt omfang af opgaver eller grundløn.
• Vederlag blev erlagt på fakturabasis med moms efter færdiggjort arbejde.
• Klageren anvendte eget arbejdstøj med firmalogo, egen firmabil, værktøj, kontor og lager.
• [virksomhed2] var ansvarlig for udførelsen af opgaverne, herunder skader, og havde tegnet erhvervsansvarsforsikring.
• Klageren var ikke afskåret fra at kontrahere med andre kunder og påtog sig en selvstændig økonomisk risiko.
• Indkomsten afhang af virksomhedens overskud.
• Fokus på én kunde var en bevidst kundestrategi, ikke en diskvalificerende omstændighed, og risikoen lå hos [virksomhed2].
• Ansættelsen i 2023 var i en ny, administrativ rolle, ikke en fortsættelse af montagearbejdet.

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om klageren havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 4, stk. 1, jf. Momsloven § 3, stk. 1, og dermed med rette havde opkrævet salgsmoms og taget fradrag for købsmoms i henhold til Momsloven § 37, stk. 1.

Retsgrundlaget bygger på Momsloven § 3, stk. 1, der definerer afgiftspligtige personer som dem, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Momsloven § 4, stk. 1 fastslår afgiftspligt for levering af varer og ydelser mod vederlag. Momsloven § 37, stk. 1 giver ret til fradrag for indgående afgift for varer og ydelser, der udelukkende anvendes til virksomhedens momspligtige leverancer. Disse bestemmelser skal fortolkes i lyset af Momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c, artikel 9, stk. 1, og artikel 10, som definerer "afgiftspligtig person" og "økonomisk virksomhed" samt undtager lønmodtagere fra momsreglerne, hvis de er underlagt et arbejdstager-arbejdsgiverforhold.

Landsskatterettens flertal (tre retsmedlemmer)

Flertallet fandt, at klageren skulle anses for at have drevet selvstændig økonomisk virksomhed i forhold til [virksomhed1] A/S. De lagde vægt på følgende:

• Klageren havde en reel risiko ved skader og fejl i forbindelse med udførelse af arbejde for [virksomhed1] A/S og havde tegnet en ansvarsforsikring.
• Klageren selv tilrettelagde, ledede, fordelte og førte tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra [virksomhed1] A/S end den, der eventuelt fulgte af den afgivne ordre.
• [virksomhed1] A/S' forpligtelse over for klageren var begrænset til det enkelte ordreforhold.
• Klagerens indkomst afhang af et eventuelt overskud.
• Klageren bar eget navn og logo ved udførelsen af arbejdet.
• Klageren havde eget lagerlokale, hvori der bl.a. blev opbevaret møbler m.v. for [virksomhed1] A/S.

Flertallet lagde desuden til grund, at klageren ved opstart af virksomheden i 2021 købte værktøj, varebil og arbejdstøj fra [virksomhed2] ApS, at varebilen var indrettet til opbevaring af arbejdsredskaber, og at klageren havde indrettet eget værksted og kontor i sit hjem og efterfølgende lejede et lagerlokale. Klageren afholdt derudover udgifter til leje af stillads og krankørsel.

Landsskatterettens mindretal (retsformanden)

Mindretallet fandt, at klageren skulle anses for lønmodtager i forhold til [virksomhed1] A/S og derfor ikke var en afgiftspligtig person i henhold til Momsloven § 3, stk. 1. Retsformanden lagde vægt på:

• Klageren udførte arbejde for [virksomhed1] A/S i en længere periode, både før og efter den personlige virksomheds opstart, og efter ophøret som lønmodtager.
• Samarbejdsaftalen var meget kortfattet og regulerede primært honorering, uden at regulere klagerens ansvar over for [virksomhed1] A/S.
• [virksomhed1] A/S var klagerens eneste kunde af betydning.
• [virksomhed1] A/S afholdt størstedelen af klagerens udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse, og klagerens egne udgifter til krankørsel, stillads og lokaleleje var minimale i forhold til omsætningen.
• Klageren havde ikke en reel økonomisk risiko ved udførelsen af arbejdet for [virksomhed1] A/S.
• Klageren udførte i det hele arbejdet på lønmodtagerlignende vilkår.
• Det forhold, at [virksomhed1] A/S ikke måtte have ført tilsyn eller kontrol med klagerens udførelse af arbejdet, kunne ikke føre til et andet resultat.

Afgørelse

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet, således at klageren anses for at have drevet selvstændig økonomisk virksomhed i forhold til [virksomhed1] A/S i 2021.