Landsskatteretten: Ingen momsfradrag for konsulent anset som lønmodtager

Sagen omhandler Skattestyrelsens afslag på fradrag for købsmoms på 20.501 kr. for perioden 1. april 2019 til 31. december 2020 for en konsulentvirksomhed. Skattestyrelsen begrundede afslaget med, at klageren blev anset for lønmodtager og ikke selvstændig erhvervsdrivende i henhold til Momsloven § 3, stk. 1.

Klageren, en tidligere senior projektleder, startede sin egen konsulentvirksomhed i april 2019 efter opsigelse. Han fortsatte med at arbejde for sin tidligere kundes projekt via [virksomhed3] ApS. Klageren oprettede CVR-nummer, adskilte firma- og privatøkonomi og afholdt udgifter til erhvervsansvarsforsikring, telefon, internet, bil og hjemmekontor. Han argumenterede for, at disse udgifter var nødvendige for driften og indtægtserhvervelsen, og at han derfor var selvstændig.

Virksomhedens omsætning i 2019 og 2020 stammede udelukkende fra arbejde udført for [virksomhed3] ApS, som fakturerede slutkunden [virksomhed2]. Klageren fakturerede [virksomhed3] ApS efter medgået tid til en timesats på 850 kr., hvorfra en "fee" på 7,5 % blev fratrukket. Eventuelle omkostninger blev faktureret 1:1.

Samarbejdsaftalens vilkår

Samarbejdsaftalen mellem klageren og [virksomhed3] ApS indeholdt flere bestemmelser, der var centrale for vurderingen af selvstændighed:

• Klageren skulle fakturere [virksomhed3] ApS med detaljeret specifikation.
• En "fee" på 7,5 % blev fratrukket klagerens timepriser.
• Klageren var forpligtet til ikke at udføre andre opgaver for slutkunden end beskrevet i kontrakten, medmindre andet var skriftligt aftalt med [virksomhed3] ApS og slutkunden.
• Klageren måtte ikke udføre arbejde for slutkunden på vegne af andre samarbejdspartnere end [virksomhed3] ApS.
• Klageren var forpligtet til at levere ydelser i det aftalte tidsrum og informere [virksomhed3] ApS om manglende overholdelse.
• Klageren var forpligtet til at deltage i slutkundens evalueringer, spørgeskemaer, rapporteringer og møder.

Konsulentaftalen mellem [virksomhed3] ApS og [virksomhed2] fastslog desuden, at klageren skulle udføre ydelserne under instruktion og ledelsesmæssigt ansvar af [virksomhed2]. [Virksomhed2] stillede kontorfaciliteter, frokostordning, materiale og pc til rådighed for klageren. Klageren oplyste dog, at han selv afholdt udgifter til telefon, internet og bil.

Skattestyrelsen fastholdt, at klageren var lønmodtager, da han udførte personligt arbejde i et tjenesteforhold efter arbejdsgiverens instruktioner og for dennes regning. De henviste til, at der ikke var modstrid mellem kriterierne i personskattecirkulæret og Momssystemdirektivet art. 10 ved afgørelsen af, om der var tale om selvstændig virksomhed eller personligt arbejde.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle afgøre, hvorvidt klageren var en afgiftspligtig person med ret til fradrag for købsmoms i henhold til Momsloven § 37 i relation til erhvervsgiveren [virksomhed3] ApS.

Retten henviste til Momsloven § 3, stk. 1, som fastslår, at kun juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Der blev også henvist til Momssystemdirektivet art. 9, stk. 1 og art. 10, som definerer afgiftspligtig person og selvstændig økonomisk virksomhed, og udelukker lønmodtagere, der er forpligtet i et arbejdstager-arbejdsgiverforhold.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende i sin vurdering af, om klageren var lønmodtager eller selvstændig:

• Klageren arbejdede udelukkende for [virksomhed3] ApS i den pågældende periode.
• Han modtog en fast timeløn, hvorfra et fast "fee" på 7,5 % blev fratrukket til [virksomhed3] ApS.
• Samarbejdsaftalen krævede, at klageren fremsendte dokumentation for eventuelle udgifter, som derefter blev faktureret 1:1 af [virksomhed3] ApS, hvilket havde karakter af udlæg.
• Klageren måtte ikke udføre arbejde for slutkunden gennem andre end [virksomhed3] ApS.
• Klageren havde ikke væsentlige udgifter forbundet med indtægtserhvervelsen, hvilket indikerede, at virksomheden ikke blev udøvet for egen regning og risiko.
• Klageren var underlagt slutkundens tilsyn, og konsulentaftalen mellem [virksomhed3] ApS og [virksomhed2] fastslog, at klageren var underlagt [virksomhed2]s instruktionsbeføjelser.
• [Virksomhed2] stillede kontorfaciliteter og materialer til rådighed for klageren.

På baggrund af den samlede vurdering fandt Landsskatteretten, at klageren var at anse som lønmodtager i relation til [virksomhed3] ApS. Som lønmodtager var klageren ikke berettiget til fradrag for købsmoms. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse om ikke at godkende fradrag for købsmoms på 20.501 kr. for perioden 1. april 2019 til 31. december 2020.