Stadfæstelse af afslag på dispensation til træplantning i beskyttet eng i Struer Kommune

Sagen omhandler en klage over Struer Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til tilplantning med træer i et beskyttet engareal samt påbud om reetablering af engen. Ejendommen, der er beliggende i Humlum, omfatter ca. 1,4 ha beskyttet eng og ca. 900 m2 beskyttet sø, registreret under matr.nr. [Matrikelnummer 1] og [Matrikelnummer 2].

Sagens forløb hos Struer Kommune

Struer Kommune blev den 8. februar 2023 opmærksom på, at der blev plantet træer i et område registreret som beskyttet eng. Samme dag modtog kommunen en ansøgning om dispensation til tilplantning fra ejeren. Efter en besigtigelse den 10. februar 2023 meddelte kommunen et standsningspåbud, da tilplantningen blev anset for at være i strid med forbuddet mod tilstandsændringer i Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4.

Den 11. oktober 2023 traf Struer Kommune afgørelse om, at arealet fortsat var beskyttet eng efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4. Kommunen afslog en lovliggørende dispensation til bibeholdelse af 56 træer eller buske og meddelte påbud om reetablering af arealet. Kommunen vurderede, at arealet opfyldte betingelserne for at være beskyttet eng baseret på luftfotos fra 1992-2022, der viste et broget og varieret areal uden intensiv drift, samt besigtigelser i 2019 og 2023, hvor der blev fundet karakteristisk engvegetation, herunder 44 arter i juli 2023, hvoraf 12 var stjernearter.

Kommunen fandt, at tilplantningen med træer udgjorde en tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelsesloven § 3, da træerne på sigt ville forringe og bortskygge den lysåbne engvegetation. Klager anførte, at tilplantningen var en naturforbedring, og at kommunens påbud var i strid med Grundlovens § 73 om ekspropriation. Kommunen afviste disse argumenter og fastholdt, at træerne var plantet af klager, med undtagelse af rosenbuske og egetræer, som ikke var omfattet af påbuddet. Afslaget på dispensation blev begrundet med, at tilplantningen ville have en negativ påvirkning på engen og alene var baseret på privatøkonomiske interesser, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at opnå dispensation. Påbuddet om reetablering krævede fjernelse af træerne ved håndkraft.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 5. november 2023 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at ejendommen var registreret som beskyttet natur uden kompensation, og at Struer Kommune havde begået embedsmisbrug og opfundet oplysninger under sagens behandling. Struer Kommune fastholdt sin afgørelse den 20. november 2023, da der ikke var fremkommet nye oplysninger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Struer Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til tilplantning med træer i beskyttet eng og påbud om reetablering af engen.

Nævnets prøvelse og kompetence

Nævnet begrænsede sin prøvelse til retlige spørgsmål, herunder om der forelå et ulovligt forhold, der krævede dispensation, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1. Nævnet havde ikke formel kompetence til at prøve klagepunkter vedrørende afgørelsens kvalitet, hensigtsmæssighed eller ordlyd.

Arealets beskyttelsesstatus

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Struer Kommunes vurdering af, at arealet var beskyttet eng i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at luftfotos fra 1992 til 2022 viste uensartede strukturer og ekstensiv drift, samt at arealet havde en karakteristisk beliggenhed for en eng. Desuden blev der ved kommunens besigtigelser registreret karakteristisk engvegetation, herunder 44 arter i juli 2023, hvoraf 12 var stjernearter.

Afslag på lovliggørende dispensation

Nævnet fandt, at tilplantningen af træer udgjorde en tilstandsændring i den § 3-beskyttede eng, som krævede dispensation, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at de plantede træer på sigt ville bortskygge den naturlige engvegetation og virke drænende, hvilket ville påvirke den naturlige vegetationssammensætning. Praksis for dispensation er restriktiv, og der skal foreligge særlige omstændigheder. Nævnet vurderede, at klagers interesse alene var privatretlig og ikke tilstrækkelig til at begrunde en dispensation. Desuden ville en dispensation kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens i lignende sager om indgreb i beskyttet eng. Engarealerne blev ikke anset for at være uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse, da der var konstateret flere karakteristiske arter for beskyttet eng.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke.