Etableringsfrihed: Umiddelbar beskatning af kapitalvinding ved grænseoverskridende overførsel af fast driftssted er i strid med proportionalitetsprincippet

Vurdering af restriktion og begrundelse

Domstolen bekræftede indledningsvis, at den finske lovgivning udgør en restriktion for etableringsfriheden, da den stiller selskaber, der udøver deres frihed til at etablere sig i en anden medlemsstat, ringere end selskaber, der udelukkende opererer nationalt. Denne forskelsbehandling afholder selskaber fra at foretage grænseoverskridende reorganiseringer.

Domstolen anerkendte, at en sådan restriktion potentielt kunne begrundes i det tvingende almene hensyn om nødvendigheden af at opretholde fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne. Da overførslen af driftsstedet til et selskab i Østrig medførte, at Finland mistede sin beskatningsret over fremtidige gevinster, var den umiddelbare beskatning (exitbeskatning) egnet til at sikre Finlands ret til at beskatte gevinster, der var opstået, mens aktiverne var under Finlands kompetence.

Proportionalitetsprincippet ikke overholdt

Imidlertid konkluderede Domstolen, at den finske lovgivning var uproportional, da den gik videre, end hvad der var nødvendigt for at nå målet:

• Den væsentligste ulempe for selskabet lå ikke i selve beskatningsretten, men i den manglende mulighed for at udskyde opkrævningen af den skyldige skat, hvilket skabte en likviditetsmæssig ulempe.
• Med henvisning til sin faste praksis (især National Grid Indus-dommen) understregede Domstolen, at proportionalitetsprincippet kræver, at den skattepligtige skal have valgmuligheden mellem øjeblikkelig betaling eller udskudt betaling af skatten, eventuelt med tillæg af renter og administrative forpligtelser for opfølgning på de udflyttede aktiver.

Da den finske lovgivning tvang A Oy til øjeblikkelig betaling uden at tilbyde denne udskudte betalingsmulighed, blev den fundet i strid med artikel 49 TEUF.

Gennemførelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig