Etablering af socialpædagogisk bosted i Kastbjerg krævede ikke landzonetilladelse

Planklagenævnet valgte at stadfæste Randers Kommunes afgørelse, hvilket betyder, at bostedet lovligt kan etableres uden landzonetilladelse. Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på, at bostedet med blot tre beboere og permanent opholdskarakter må betragtes som en fortsættelse af den eksisterende boliganvendelse.

Det forhold, at der er tilknyttet personale til støttefunktioner, ændrede ikke på denne vurdering, da der ikke udføres egentlig lægelig eller medicinsk behandling på ejendommen. Da bostedet indrettes i eksisterende bygninger, og da aktiviteten ikke vurderes at påvirke omgivelserne væsentligt anderledes end en almindelig stor husstand, foreligger der ikke en ændret anvendelse i planlovsmæssig forstand.

Vedrørende klagerens bekymring om ejendomsværdi bemærkede nævnet, at dette ikke er et hensyn, der kan varetages efter landzonereglerne i Planloven § 35, medmindre der er tale om urimelige nabogener, hvilket nævnet ikke fandt grundlag for at antage i denne sag. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med Lov om Planklagenævnet § 4.

Ansøgning og kommunal sagsbehandling

Klageren, der driver en entreprenørvirksomhed med branchekode "Forberedende byggepladsarbejder", ansøgte om lovliggørelse af indretning af en del af virksomheden i bygning 2 og etablering af en oplagsplads. Klageren oplyste, at bygning 2 var blevet overflødig for landbrugsdriften, da landbrugsarealerne var bortforpagtet. Kommunen foretog besigtigelser og afholdt møder med klageren, hvor der blev registreret materiel og oplag tilhørende virksomheden. Kommunen anmodede om yderligere dokumentation, herunder bortforpagtningsaftale, liste over materiel og indretningsplan, men modtog ikke det efterspurgte materiale inden den fastsatte frist.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at klageren ikke havde fremsendt den efterspurgte dokumentation for bortforpagtning og bygningens anvendelse i minimum fem år, som er betingelser for anvendelse af Planloven § 37, stk. 1. Kommunen anførte desuden, at entreprenørvirksomhed ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 37, stk. 1, og at landområdet skal friholdes for yderligere byfunktioner, medmindre de er umiddelbart tilladte efter planlovens §§ 36 og 37.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejer klagede til Planklagenævnet og anførte navnlig, at kommunens afgørelse ikke opfyldte de almindelige forvaltningsretlige krav om en konkret og individuel begrundelse. Klageren mente, at der var afgivet tilstrækkelig detaljeret forklaring om ejendommens landbrugsmæssige anvendelse, bortforpagtning, brug af bygning 2 og materiel under kommunens besigtigelser og møder.