Planklagenævnets afgørelse om ændret anvendelse af landbrugsbygning til lager i Vordingborg

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at den ændrede anvendelse til lagerbygning ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planlovens § 37, stk. 1, da betingelserne ikke var opfyldt. Klageren henviste til, at etableringen af virksomheden krævede landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, og lagde vægt på virksomhedens størrelse (80-100 ansatte) samt forventede gener som støj, skæmning og øget trafik. Klageren fremhævede desuden, at afgørelsen var mangelfuld, idet den ikke forholdt sig til krav vedrørende støj og læbælternes udformning.

Generelt om landzoneregler og undtagelser

I landzone kræves der som udgangspunkt tilladelse fra kommunen for udstykning, ny bebyggelse eller ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Der findes dog undtagelser fra dette krav, herunder i Planlovens § 37, stk. 1, som tillader, at overflødiggjorte landbrugsbygninger uden landzonetilladelse kan tages i brug til visse formål som håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, liberale erhverv, forenings- og fritidsformål, en bolig samt lager- og kontorformål. Det er dog vigtigt at bemærke, at entreprenørvirksomhed ikke er omfattet af denne bestemmelse.

Planlovens § 37, stk. 3 giver mulighed for at etablere et mindre, ikke-skæmmende oplag i tilknytning til virksomhedens bygninger, efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse. Dette gælder for virksomheder indrettet i overflødiggjorte landbrugsbygninger i henhold til Planlovens § 37, stk. 1.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Planklagenævnet vurderede den anmeldte ændrede anvendelse samt etableringen af parkering, adgangsveje og læbælter som et samlet projekt. Nævnet fandt, at undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 37, stk. 1 og Planlovens § 37, stk. 3 ikke kunne anvendes i den konkrete sag.

Nævnet lagde vægt på, at den anmeldte ændrede anvendelse af den overflødiggjorte landbrugsbygning til lagerbygning var i forbindelse med anmelderens entreprenørvirksomhed. Desuden blev der lagt vægt på størrelsen og anvendelsen af det anmeldte oplag, behovet for etablering af to nye veje, og at oplaget havde et omfang, der ifølge kommunen nødvendiggjorde etablering af større læbælter for at overholde Planlovens § 37, stk. 3. Disse forhold medførte efter nævnets opfattelse, at der ikke var tale om lagerformål, som omfattet af Planlovens § 37, stk. 1, men snarere en aktivitet af samme karakter som den, der må forventes fra en entreprenørvirksomhed.

Den anmeldte ændrede anvendelse samt etablering af parkering/oplag kræver således landzonetilladelse i henhold til Planlovens § 35, stk. 1.

Planklagenævnet ophævede Vordingborg Kommunes afgørelse af 15. juni 2023 og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende. Ved den fornyede behandling skal kommunen vurdere, om der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte i henhold til Planlovens § 35, stk. 1.

Ansøgning og kommunal sagsbehandling

Klageren, der driver en entreprenørvirksomhed med branchekode "Forberedende byggepladsarbejder", ansøgte om lovliggørelse af indretning af en del af virksomheden i bygning 2 og etablering af en oplagsplads. Klageren oplyste, at bygning 2 var blevet overflødig for landbrugsdriften, da landbrugsarealerne var bortforpagtet. Kommunen foretog besigtigelser og afholdt møder med klageren, hvor der blev registreret materiel og oplag tilhørende virksomheden. Kommunen anmodede om yderligere dokumentation, herunder bortforpagtningsaftale, liste over materiel og indretningsplan, men modtog ikke det efterspurgte materiale inden den fastsatte frist.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at klageren ikke havde fremsendt den efterspurgte dokumentation for bortforpagtning og bygningens anvendelse i minimum fem år, som er betingelser for anvendelse af Planloven § 37, stk. 1. Kommunen anførte desuden, at entreprenørvirksomhed ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 37, stk. 1, og at landområdet skal friholdes for yderligere byfunktioner, medmindre de er umiddelbart tilladte efter planlovens §§ 36 og 37.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejer klagede til Planklagenævnet og anførte navnlig, at kommunens afgørelse ikke opfyldte de almindelige forvaltningsretlige krav om en konkret og individuel begrundelse. Klageren mente, at der var afgivet tilstrækkelig detaljeret forklaring om ejendommens landbrugsmæssige anvendelse, bortforpagtning, brug af bygning 2 og materiel under kommunens besigtigelser og møder.