Stadfæstelse af afslag på dispensation til arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler et afslag fra Kystdirektoratet på en ansøgning om arealoverførsel på cirka 300 m² inden for strandbeskyttelseslinjen i et sommerhusområde ved Korsør. Ansøgeren ønskede at overføre arealet fra en ubebygget nabomatrikel til sin egen bebyggede sommerhusgrund.

Ansøgningen og Kystdirektoratets afslag

Ansøgeren argumenterede for, at arealet i praksis allerede fremstod som en del af haven, og at en arealoverførsel ikke ville medføre fysiske ændringer. Kystdirektoratet meddelte afslag den 27. februar 2023 med henvisning til Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. Selvom der findes en lempeligere praksis for arealoverførsler, der ikke skaber nye ejendomme med kystadgang, fandt direktoratet ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation. Direktoratet lagde vægt på risikoen for, at arealet over tid eller ved ejerskifte kunne ændre karakter, hvilket ville stride mod formålet med strandbeskyttelseslinjen. Desuden blev der henvist til risikoen for at skabe uønsket præcedens.

Klagens hovedpunkter

Klageren anførte, at Kystdirektoratets afgørelse var usaglig og baseret på et forkert grundlag. Klageren mente, at sagen skulle vurderes efter den lempeligere dispensationspraksis, da der ikke ville ske ændringer i landskabet. Det blev fremhævet, at Kystdirektoratet fejlagtigt havde inddraget Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1, om mindre bygninger, som ikke var relevant for sagen. Klageren henviste desuden til tidligere sager, hvor dispensation var givet, og argumenterede for, at disse var sammenlignelige, og at Kystdirektoratets afvisning af dette var usaglig.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afgørelse. Nævnet baserer sin afgørelse på en konkret vurdering i henhold til reglerne om strandbeskyttelse.

Nævnets retlige grundlag og vurdering

Nævnet henviser til, at formålet med forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, er at forhindre ændringer i kystlandskabet, og at dispensation kun kan gives i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Praksis for dispensation er meget restriktiv.

Selvom nævnet anerkender, at der findes en lempeligere praksis for visse arealoverførsler, finder nævnet ikke, at betingelserne er opfyldt i denne sag. Nævnet lægger vægt på, at arealoverførslen ville kunne medføre en mere intensiv udnyttelse af det kystnære område og en uønsket visuel påvirkning, især ved et eventuelt fremtidigt ejerskifte. At arealet i dag fremstår som en del af haven, ændrer ikke ved denne vurdering.