Lovliggørende landzonetilladelse til ændret enfamiliehus ved kysten i Glesborg stadfæstet

Nævnet bemærkede, at de i denne sag alene skulle tage stilling til de ændringer i projektet, som den lovliggørende tilladelse omfattede, og ikke selve tilladelsen til at opføre et enfamiliehus som sådan.

Planklagenævnet valgte at stadfæste Norddjurs Kommunes afgørelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der kunne gives landzonetilladelse til de gennemførte ændringer.

Begrundelsen var baseret på følgende punkter:

• Planlægningsmæssige hensyn: Projektet ligger inden for en kommuneplanramme, der specifikt udlægger området til boligformål, hvorfor det ikke strider mod de overordnede planlægningsmæssige interesser.
• Landskabelige værdier: Nævnet vurderede, at de foretagne ændringer i byggeriets højde og udformning ikke medførte væsentlige eller negative indvirkninger på det bevaringsværdige landskab eller kystnærhedszonen.
• Nabogener: Selvom nævnet anerkendte, at etableringen af en tagterrasse oven på garagen kunne medføre visse indbliksgener, vurderede man, at disse gener ikke var af et sådant omfang, at de i sig selv kunne begrunde et afslag på landzonetilladelse.

Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med kompetencen i Planloven § 58, stk. 1 og efter reglerne i Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Ansøgningen og kommunens afgørelse

Ansøgningen omfattede opførelse af en ny helårsbolig og udhus samt terrænregulering fra kote ca. 1,00-1,25 til kote 2,28 for at mindske risikoen for oversvømmelse. Kommunen gav landzonetilladelse den 15. august 2019 i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at tilladelsen ikke var i strid med hensyn til natur, landskab, kulturhistorie og omkringboende, herunder i forhold til kystnærhedszonen. De lagde vægt på, at ejendommen allerede var bebygget, og at det ansøgte var i overensstemmelse med kommuneplanramme 12 L 3, som tillader boligformål og fastlægger, at ny bebyggelse skal opføres harmonisk og under hensyntagen til landsbyens karakter.

Klagen og bemærkninger

En nabo klagede til Planklagenævnet den 12. september 2019. Klageren anførte primært, at projektet var lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Hvis ikke lokalplanpligtigt, mente klageren, at afgørelsen tilsidesatte planloven og kommuneplanen, herunder rammeområde 12 L 3, var i strid med praksis og ville medføre væsentlige nabogener (indbliksgener, mistet fjordudsigt, ændret udtryk, risiko for overfladevand, voldsom støttemur). Klageren henviste til Planloven § 5 a vedrørende kystnærhedszonen og påpegede, at genopførelse af bolig normalt skal have ca. samme størrelse, placering og udformning som den tidligere bebyggelse. Kommunen fastholdt, at der ikke var lokalplanpligt, da der var tale om et enfamiliehus blandt andre bebyggede matrikler, og at det ansøgte var i overensstemmelse med rammeområde 12 L 3 og landzonebestemmelserne. Kommunen vurderede, at området hovedsageligt var præget af helårsboliger, og at det ansøgte ikke ville opleves som en enkeltstående bebyggelse i kystnærhedszonen, men indgik i en helhed inden for landsbyafgrænsningen.