Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en landbrugers klage over Landbrugsstyrelsens afgørelser vedrørende grundbetaling, grøn støtte, tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve for 2019 samt tilbagebetaling af udbetalt støtte for støtteårene 2019-2022. Klageren ansøgte om landbrugsstøtte og betalingsrettigheder som ung landbruger, men Landbrugsstyrelsen fandt, at klageren allerede var etableret i en anden landbrugsvirksomhed (minkavl) før den nuværende ansøgervirksomhed. Dette medførte, at klageren ikke opfyldte betingelserne for støtte til unge landbrugere eller tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve under denne kategori.
Landbrugsstyrelsen traf den 11. april 2023 afgørelse om, at klageren kun var berettiget til grundbetaling og grøn støtte for 3,46 ha (mod ansøgte 4,89 ha) og afslog støtte til unge landbrugere samt tildeling af betalingsrettigheder. Dette resulterede i et tilbagebetalingskrav for 2019. Den 17. april 2023 traf styrelsen yderligere afgørelse om delvis tilbagebetaling af grundbetaling og grøn støtte for 2020, 2021 og 2022, da udbetalingsgrundlaget var ændret som følge af den manglende berettigelse til betalingsrettigheder fra den nationale reserve.
Klageren anførte i sin klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, at ansøgningen var udfyldt med professionel hjælp, og at klageren var uforstående over for tilbagebetalingskravet. Klageren henviste desuden til en tidligere meddelelse fra 2020 om afslag på støtte til unge landbrugere, men uden information om, at dette også gjaldt betalingsrettigheder. Klageren mente at have en aftale med styrelsen fra 2020 om, at der ikke skulle ske tilbagebetaling, og at alt var i orden.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelser om grundbetaling, grøn støtte, støtte til unge landbrugere, tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve 2019 samt tilbagebetaling af udbetalt støtte for 2019-2022.
Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afgørelse af 11. april 2023 om tilbagebetaling af grundbetaling og grøn støtte for 2019 ikke opfyldte forvaltningslovens krav om begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Begrundelsen for tilbagebetalingen var implicit og manglede henvisning til retsregler. Dog vurderede nævnet, at begrundelsesmanglen ikke var konkret væsentlig for sagens resultat eller klagerens forståelse af afgørelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at klageren ikke var berettiget til at modtage betalingsrettigheder fra den nationale reserve 2019, jf. og . Dette skyldtes, at klageren på ansøgningstidspunktet allerede var etableret som driftsleder i en anden landbrugsvirksomhed (minkavl), og dermed ikke opfyldte definitionen på en ung landbruger, der etablerer sig for første gang, jf. . Nævnet bemærkede, at det er støtteansøgerens ansvar at udvise agtpågivenhed og gøre sig bekendt med støttebetingelserne, selv med professionel rådgivning.
Nævnet fandt, at klageren skulle tilbagebetale den uretmæssigt udbetalte støtte, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1. Selvom udbetalingen skyldtes en fejl fra Landbrugsstyrelsens side, kunne klageren med rimelighed forventes at have opdaget fejlen. Dette skyldtes, at klageren allerede den 4. september 2019 blev partshørt om sin etablering i enkeltmandsvirksomheden og blev informeret om, at minkavl betragtes som landbrugsmæssig virksomhed. Desuden traf styrelsen den 24. november 2020 afgørelse om afslag på støtte til unge landbrugere for 2020 med henvisning til, at klageren ikke opfyldte betingelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a. Klageren kunne derfor ikke have en berettiget forventning om, at støtten ikke skulle tilbagebetales, selv efter en telefonsamtale med styrelsen.
Unge landbrugere og gartnere har vist ekstraordinær stor interesse for etableringsstøtteordningen. Minister Jacob Jensen (V) har besluttet at sikre finansiering til alle ansøgere i 2023.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om tilbagebetaling af støtte til unge landbrugere for støtteåret 2015. Sagen omhandlede en landbrugers berettigelse til støtten, idet Landbrugsstyrelsen havde krævet tilbagebetaling med den begrundelse, at landbrugeren ikke opfyldte betingelserne for at modtage støtten.
Landbrugeren ansøgte i 2015 om støtte til unge landbrugere for sin enkeltmandsvirksomhed. I ansøgningen oplyste landbrugeren, at han tidligere havde været medejer af et interessentskab (I/S) fra 2007 med en ejerandel på 50 %. Landbrugsstyrelsen traf den 27. juni 2019 afgørelse om, at landbrugeren skulle tilbagebetale den udbetalte støtte for 2015. Styrelsen begrundede kravet med, at landbrugeren var etableret i interessentskabet i 2007, og at ansøgningen i 2015 dermed faldt uden for den femårige frist for at søge støtte til unge landbrugere, jf. .
Minister Jacob Jensen fremrykker udbetalingen af etableringsstøtte for at støtte generationsskiftet i landbruget og imødekomme rekordmange ansøgere.
Landbrugsstyrelsen minder om fristen for indberetning af gødningsregnskab for planperioden 2024/2025 for at undgå bøder og nedsat landbrugsstøtte.
Landbrugeren påklagede afgørelsen og anførte, at Landbrugsstyrelsens krav om tilbagebetaling ikke var rimeligt. Han henviste til, at styrelsens Vejledning om direkte arealstøtte 2015 var mangelfuld og ikke tilstrækkeligt konkretiserede, hvornår en ansøger anses for etableret som driftsleder. Landbrugeren mente, at han først var etableret i 2014, da han købte de resterende 50 % af interessentskabets ejendomme og oprettede sin enkeltmandsvirksomhed, og dermed fik majoriteten og fuld tegningsret. Han argumenterede for, at en 50 % ejerandel ikke muliggjorde en bestemmende driftslederrolle, da alle beslutninger krævede enighed. Han fremlagde dokumentation for anden beskæftigelse i perioden 2007-2014 for at underbygge, at han ikke havde en ledende rolle i interessentskabet.
Landbrugsstyrelsen fastholdt, at landbrugeren var etableret i 2007, da han ejede 50 % af interessentskabet og var registreret som fuldt ansvarlig deltager med tegningsberettigelse. Styrelsen henviste til sin fortolkning af ”etablering” baseret på spørgsmål og svar med EU-Kommissionen. Styrelsen mente, at vejledningen fokuserede på støttebetingelser, og at landbrugeren havde mulighed for at søge konkret vejledning, hvis han var i tvivl. Styrelsen understregede, at den er forpligtet til at opkræve uberettiget udbetalt EU-støtte tilbage i henhold til forordningerne, herunder Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 artikel 43, litra a og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7.
Miljø- og Fødevareklagenævnet indhentede yderligere fortolkningsbidrag fra Landbrugsstyrelsen, herunder korrespondance med EU-Kommissionen. Det fremgik, at Landbrugsstyrelsen sondrede mellem ”førstegangsetablering” (som aktiverer den femårige frist, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a) og ”løbende etablering” som en støttebetingelse (jf. Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Styrelsen vurderede førstegangsetablering ud fra ejerskab, tegningsberettigelse og hæftelse, mens støtteberettigelse krævede reel driftsledelse. EU-Kommissionens svar til Danmark og Holland indikerede, at en 50 % ejerandel med gensidig vetoret kunne anses for at udgøre den krævede faktiske og langsigtede kontrol, og at medlemsstaterne ikke havde skønsbeføjelse til at afvige fra disse retningslinjer for at sikre ensartet anvendelse af betingelsen om faktisk og langsigtet kontrol. Nævnet bemærkede, at klagers situation netop udgjorde et af de tvivlstilfælde, der var søgt afklaret i korrespondancen med EU-Kommissionen.
En landbruger klagede over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 3. december 2019, som pålagde tilbagebetaling af tidligere u...
Læs mereEn landbruger klagede over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 18. februar 2016 om genoptagelse af ansøgninger om enkeltbet...
Læs mereForslag til Lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.
