Svendborg Kommunes afslag på dispensation til overskridelse af bruttoetageareal i Troense stadfæstet

Inden behandlingen af sagens realitet måtte nævnet tage stilling til, om der forelå en ny afgørelse, og om klagen var indgivet rettidigt. Kommunen havde anført, at meddelelsen fra april 2023 blot var en fastholdelse af et tidligere afslag fra januar 2023, og at klagefristen derfor var overskredet. Planklagenævnet fandt dog, at kommunen havde foretaget en ny skønsmæssig vurdering på baggrund af nye oplysninger fra klagerne, hvorfor der var tale om en ny afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1.

Da denne nye afgørelse ikke indeholdt en klagevejledning, var klagefristen i Planklagebekendtgørelsen § 2, stk. 1 ikke begyndt at løbe, og klagen blev derfor anset for rettidigt indgivet. Nævnet fastslog samtidig, at spørgsmål om registrering i BBR og projektets hensigtsmæssighed i forhold til brandsikkerhed lå uden for nævnets kompetence.

Kravet om dispensation og lighedsgrundsætningen

Klagerne argumenterede for, at projektet var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18, da der efter deres opfattelse ikke skete en reel udvidelse, og da kommunen tidligere havde nedreguleret arealet i BBR. Nævnet afviste dette og præciserede, at enhver forøgelse af arealet, når grænsen i forvejen er overskredet, er i strid med lokalplanen og kræver dispensation efter Planloven § 19.

Vedrørende klagernes henvisning til en lignende sag fra 2018, hvor en nabo fik tilladelse til en arealudvidelse, udtalte nævnet:

At kommunen ved en fejl giver tilladelse i strid med sin praksis, afskærer ikke kommunen fra fremadrettet at administrere i overensstemmelse med praksis.

Da kommunen oplyste, at den tidligere tilladelse beroede på en fejl, var der ikke tale om usaglig forskelsbehandling eller brud på lighedsgrundsætningen.

Planklagenævnet traf afgørelse om ikke at give medhold i klagen over Svendborg Kommunes afslag på dispensation. Nævnet fandt, at etableringen af kviste krævede dispensation fra lokalplanens § 6.2, da det maksimale bruttoetageareal i forvejen var overskredet.

Nævnet vurderede, at kommunens afslag var baseret på saglige og planlægningsmæssige relevante hensyn, herunder ønsket om at bevare områdets bebyggelsesstruktur og undgå præcedensvirkning. Endvidere fastslog nævnet, at en enkeltstående fejl i en tidligere sag ikke forpligtede kommunen til at meddele dispensation i den foreliggende sag. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1 og er endelig i medfør af Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.