Afslag på genoptagelse af sag vedrørende lokalplan for refugium i Smidstrup

Nævnet gennemgik klagerens punkter og konstaterede, at der ikke var fremkommet oplysninger, som ikke allerede var kendt eller burde have været inddraget ved den første afgørelse. For så vidt angår fortolkningen af begrebet "refugium" og ejendommens anvendelse, vurderede nævnet, at dette allerede indgik i den oprindelige vurdering af Planloven § 15, stk. 1 om den planlægningsmæssige begrundelse.

Nævnet afviste ligeledes at behandle de nye klagepunkter om sommerhusloven, da disse ikke var en del af den oprindelige klagesag og dermed ville udgøre en omgåelse af klagefristerne.

Planklagenævnet afslår anmodningen om at genoptage sagen. Nævnet fandt, at der ikke forelå nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagens udfald, og at der ikke var begået sagsbehandlingsfejl ved den oprindelige behandling. Klagerens argumenter blev betragtet som en uenighed i nævnets juridiske vurdering og skøn, hvilket ikke i sig selv giver grundlag for genoptagelse. Afgørelsen fra 22. december 2022 forbliver dermed gældende.

Energiklagenævnet frifundet i en sag anlagt af Maribo Varmeværk

Energiklagenævnet traf den 4. februar 2022 afgørelse i sag om klage over Lolland Kommunes afgørelse om afslag på anmodning om genoptagelse af Maribo Varmeværks projekt-godkendelse af træpillekedel og træfliskedel mv

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.