Tvist om overenskomst for godschaufførelever i kommunalt regi

C's argumenter:

• På det kommunale område er KL den forhandlingsberettigede organisation, og alle elever er ansat under KL-overenskomster. Specialarbejderoverenskomsten er derfor den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet for godschaufførelever i kommunalt regi.
• Det kommunale arbejdsmarked er et stort og selvstændigt område, hvor løn- og ansættelsesvilkår skal godkendes af Kommunernes Lønningsnævn i henhold til Lov om kommunernes styrelse § 67 og Bekendtgørelse om Kommunernes Lønningsnævn § 1. En aflønning efter Fællesoverenskomsten ville være i strid med denne lov og dermed ugyldig.
• Forarbejderne til erhvervsuddannelsesloven indikerer, at der kan være flere repræsentative overenskomster inden for forskellige dele af et fag, og der er ikke krav om, at det kun er medlemmer af uddannelsesudvalget, der kan indgå aftaler om mindsteløn.
• Østre Landsrets dom i UNI-C-sagen (B-1965-10) støtter, at det kommunale arbejdsmarked skal bedømmes som et selvstændigt område, hvor en statsansat elev var omfattet af en statslig overenskomst, uanset at Personalestyrelsen ikke var repræsenteret i det faglige udvalg.
• En lønsammenligning skal omfatte alle lønelementer og vilkår, som vist i KL's vægtede beregning, der viser, at Specialarbejderoverenskomsten samlet set er bedre eller ligeværdig.

Opgørelse af krav

3F's opgørelse af kravene for A og B er baseret på differencen mellem den udbetalte løn under Specialarbejderoverenskomsten og den beregnede løn under Fællesoverenskomsten.

KL's chefkonsulent fremlagde en vægtet beregning, der forsøgte at sammenligne de samlede lønvilkår, herunder tillæg for lørdagsarbejde, frihed på helligdage, løn under sygdom, barns sygedage og omsorgsdage. Denne beregning konkluderede, at timelønnen under Specialarbejderoverenskomsten var 188,41 kr., mens den under DI-overenskomsten var 186,04 kr., hvilket indikerer, at Specialarbejderoverenskomsten var mere fordelagtig.

Tvistighedsnævnet skulle afgøre, hvilken kollektiv overenskomst der var den gældende inden for uddannelsesområdet for godschaufførelever i henhold til Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 2.

Nævnets flertal (2 voterende)

Flertallet fandt, med henvisning til Højesterets dom af 9. maj 2008 (U.2008.1897H) og Østre Landsrets dom af 14. april 2010 (B-879-09), at "kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet" skal forstås som den overenskomst, der er indgået af de forhandlingsberettigede organisationer, som i kraft af deres medlemsdækning, overenskomstdækning og medvirken ved uddannelsernes tilrettelæggelse repræsenterer den nødvendige sagkundskab.

Flertallet lagde afgørende vægt på, at:

• KL og 3F Offentlig Gruppe ikke er repræsenteret i Transporterhvervets Uddannelser (TUR), som er det faglige udvalg på uddannelsesområdet for godschauffører, og dermed ikke deltager i tilrettelæggelsen af uddannelsen.
• Kommunerne kun har få godschaufførelever.
• DI og 3F Transportgruppen derimod er repræsenteret i TUR og dækker et betydeligt antal godschaufførelever.

På denne baggrund fandt flertallet, at Specialarbejderoverenskomsten ikke kunne anses for den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet. Det blev anført, at hverken det faktum, at KL er arbejdsgiverorganisation for kommunerne, eller at Specialarbejderoverenskomsten er godkendt af Kommunernes Lønningsnævn, kunne tillægges afgørende betydning. Desuden talte det imod Specialarbejderoverenskomsten, at den omfatter mange faggrupper, og at faglærte og ufaglærte får samme løn.

Flertallet fandt desuden, at der ikke var grundlag for at antage, at lønnen efter Specialarbejderoverenskomsten mindst svarede til lønnen efter Fællesoverenskomsten eller ATL-overenskomsten. De afviste C's "vægtede beregning" som uanvendelig til sammenligning af overenskomster og henviste til klagernes beregning, der klart viste en lavere løn under Specialarbejderoverenskomsten.

På baggrund af disse vurderinger stemte flertallet for at give klagernes krav medhold.

Nævnets mindretal (3 voterende)

Mindretallet fandt, at Specialarbejderoverenskomsten måtte anses for en kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. De lagde vægt på:

• At parterne i uddannelsesaftalerne havde aftalt, at Specialarbejderoverenskomsten var den gældende, og at denne aftale var bekræftet ved drøftelser mellem de faglige organisationer.
• At Specialarbejderoverenskomsten omfatter godschauffører og indeholder elevbestemmelser.
• At overenskomsten er indgået mellem forhandlingsberettigede organisationer (KL som den eneste forhandlingsberettigede arbejdsgiverorganisation på det kommunale område og 3F på arbejdstagersiden).
• At hverken ordlyden af Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 2 eller dens forarbejder giver grundlag for at afvise Specialarbejderoverenskomsten, blot fordi KL ikke er repræsenteret i det faglige udvalg, eller fordi andre overenskomster er mere udbredte.
• At en kommune kun kan aflønne efter en overenskomst, der er godkendt af Kommunernes Lønningsnævn i henhold til Lov om kommunernes styrelse § 67 og Bekendtgørelse om Kommunernes Lønningsnævn § 4, hvilket kun gælder for Specialarbejderoverenskomsten.
• At Østre Landsrets dom af 30. juni 2011 (B-1965-10) støtter, at en kollektiv overenskomst for en statsansat elev var en overenskomst indgået af Personalestyrelsen og ikke DI, hvilket indikerer, at det kommunale arbejdsmarked skal bedømmes som et selvstændigt område.

Da klagerne ubestridt var aflønnet i overensstemmelse med Specialarbejderoverenskomsten, og da mindretallet fandt, at denne var en kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet, stemte mindretallet for at frifinde C.

Afgørelse

Efter stemmeflertallet (3 mod 2) blev C frifundet. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part. Sagen kan indbringes for domstolene inden 8 uger, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 4.

Tvistens kerne

Kernen i tvisten var, hvorvidt Elevoverenskomsten mellem HORESTA Arbejdsgiver og 3F Privat Service, Hotel og Restauration fandt anvendelse for A's ansættelsesforhold, eller om kun DIS-overenskomster var gældende. Parterne var enige om, at Overenskomst for tjenere mellem B og 3F Privat Service, Hotel og Restauration ikke indeholder bestemmelser om tjenerelever og derfor ikke fandt anvendelse. Desuden var Dansk Metal og Rederiforeningen ikke uddannelsesansvarlige organisationer i det faglige udvalg for tjeneruddannelsen.

Retsgrundlag og parternes anbringender

Sagen blev vurderet i lyset af Erhvervsuddannelseslovens § 55, som fastsætter regler for elevers løn, herunder at den mindst skal udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Desuden var Ansættelsesbevislovens § 1 relevant i forhold til kravet om godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis, idet loven ikke gælder for personer omfattet af sømandsloven. Centralt stod også Lov om international skibsregistrering § 10, der fastslår, at kollektive overenskomster for ansatte på DIS-registrerede skibe udtrykkeligt skal angive, at de kun gælder for sådan beskæftigelse. Forarbejderne til denne lov understreger formålet med at bevare handelsflåden under dansk flag ved at tillade lavere driftsomkostninger, herunder gennem specifikke DIS-overenskomster.

A's anbringender: A gjorde gældende, at den gældende overenskomst var Elevoverenskomsten mellem HORESTA Arbejdsgiver og 3F Privat Service, Hotel og Restauration, da Dansk Metal Maritim ikke organiserer tjenere eller er part i det faglige tjenerudvalg. A fastholdt, at DIS-registreringen ikke udelukker aflønning efter denne elevoverenskomst, dog uden skattefrihed. A krævede desuden betaling for tiden mellem morgenvagtens afslutning og aftenvagtens påbegyndelse i henhold til elevoverenskomstens § 5, stk. 5. Vedrørende ansættelsesbevisloven gjorde A gældende, at uddannelsesaftalen var mangelfuld, da den henviste til en ikke-gældende overenskomst, hvilket udgjorde en skærpende omstændighed.

B's anbringender: B anførte, at kun DIS-overenskomster finder anvendelse for tjenesteforhold om bord på DIS-registrerede skibe, og at den påberåbte elevoverenskomst derfor ikke kunne anvendes. B forklarede, at de havde forsøgt at indgå en DIS-overenskomst for tjenerelever med 3F, men da dette ikke lykkedes, blev der midlertidigt anvendt DIS-overenskomsten for kokkelærlinge efter aftale med Metal Maritime. B fastholdt, at A var aflønnet højere end foreskrevet i denne overenskomst. Vedrørende ansættelsesbevisloven gjorde B gældende, at A som søfarende ikke var omfattet af Ansættelsesbevislovens § 1, stk. 1, og subsidiært at uddannelsesaftalen indeholdt korrekte oplysninger. B bestred desuden A's kravopgørelse som værende behæftet med fejl.