Manglende løn mv. og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis

Sagen omhandler en tvist mellem klager, A, repræsenteret af 3F, Den Grønne Gruppe, og indklagede, B, vedrørende manglende løn, feriegodtgørelse, fritvalgspulje, pensionsbidrag, befordringsgodtgørelse og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.

Oprindeligt blev A ansat som gartnerassistent hos B den 1. januar 2019 med en timeløn på 200 kr. Den 20. marts 2019 indgik parterne en uddannelsesaftale, hvor A skulle uddannes som anlægsgartner. Uddannelsesaftalen angav, at lønnen mindst skulle udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet, specifikt Anlægsgartneroverenskomsten mellem 3F og Danske Anlægsgartnere, jf. Lov om erhvervsuddannelser § 55, stk. 2. Den aftalte timeløn var fortsat 200 kr., og den normale arbejdstid var 37 timer pr. uge. Uddannelsesaftalen blev gensidigt ophævet med virkning fra den 20. marts 2020.

Krav og forligsforløb

Efter ophævelsen rejste 3F et krav mod B på vegne af A på 434.825,92 kr. Ved et lokalt forligsmøde den 19. juni 2020 erkendte B, at der skulle efterbetales manglende løn, feriepenge, pension og fritvalgsopsparing. Det blev aftalt, at beløbet skulle betales senest den 31. juli 2020. Da betalingen udeblev, blev der afholdt et nyt forligsmøde den 28. september 2020, hvor B ikke deltog og afviste at anerkende kravet. Herefter blev sagen indbragt for Tvistighedsnævnet, da forligsmulighederne blev anset for udtømte af Det Faglige Uddannelsesudvalg for Anlægsgartneri. B's enkeltmandsvirksomhed ophørte den 25. august 2020.

Klagerens anbringender

A har anført, at han i henhold til Anlægsgartneroverenskomsten har ret til løn under uddannelsen, herunder for 37 timer pr. uge uanset faktisk arbejdstid, og løn under skoleophold. Han har desuden krævet pension, fritvalgspulje og befordringsgodtgørelse. A har fremhævet, at B anerkendte kravet ved det første forligsmøde, og at B's manglende overholdelse af forliget og udeblivelse fra det andet møde ikke bør komme A til skade. Endvidere har A gjort gældende, at B har handlet i ond tro ved ikke at afregne lovpligtig skat af A's aflønning. Vedrørende godtgørelse efter ansættelsesbevisloven har A anført, at uddannelsesaftalen var mangelfuld, da afslutningsdatoen ikke var anført korrekt, og den anvendte overenskomst ikke var tilstrækkeligt specificeret.

Indklagedes anbringender

B har påstået frifindelse og har anført, at virksomheden ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, og at A derfor ikke har krav på løn i henhold til Anlægsgartneroverenskomsten. B har bestridt, at A har krav på løn for 37 timer pr. uge eller løn under skoleophold, idet han hævder, at A hverken deltog i skoleophold eller mødte på arbejde. B har desuden anført, at referatet fra forligsmødet ikke er bindende, og at han ikke var fuldt vidende om kravets omfang. B har også nedlagt et selvstændigt krav på 9.500 kr. for ikke-tilbageleveret beklædning og værktøj. B har oplyst, at virksomheden er ophørt den 25. august 2020 på grund af manglende momsindberetning.

Tvistighedsnævnet traf følgende afgørelse:

Kravet vedrørende løn mv.

Tvistighedsnævnet fandt, at uddannelsesaftalen, der trådte i kraft den 1. april 2019, erstattede den tidligere ansættelsesaftale. Uddannelsesaftalen er omfattet af Lov om erhvervsuddannelser § 55, stk. 2, hvilket betyder, at A har krav på mindst den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Nævnet fastslog, at Anlægsgartneroverenskomsten skulle anvendes ved opgørelsen af kravet, uanset at virksomheden ikke havde tiltrådt overenskomsten. A havde derfor krav på feriegodtgørelse, fritvalg/feriefridage og pension ud over den aftalte timeløn på 200 kr. Nævnet fastslog også, at A havde krav på aflønning for 37 timer pr. uge, selvom han måtte have arbejdet færre timer, da virksomheden ikke havde arbejde til ham.

I henhold til Lov om erhvervsuddannelser § 55, stk. 1 skal praktikvirksomheden betale eleven løn under både praktik- og skoleophold. Da A's skoleophold i perioden fra den 21. oktober 2019 til den 20. marts 2020 var omfattet af aftalen, og det kunne lægges til grund, at han havde deltaget i undervisningen, havde han krav på løn under dette ophold. Endvidere havde A krav på befordringsgodtgørelse i henhold til overenskomstens § 78, da afstandskravet på 20 km eller derover var opfyldt. Da B ikke havde indbetalt skat vedrørende A, og der ikke var fremkommet indsigelser mod den konkrete beregning af A's krav, tog Tvistighedsnævnet kravet vedrørende løn, feriegodtgørelse, fritvalg/feriefridage, pension og befordringsgodtgørelse til følge med 400.594,27 kr.

Kravet om godtgørelse efter ansættelsesbevisloven

Nævnet vurderede, at uddannelsesaftalen fungerede som et ansættelsesbevis. Det fremgik af aftalen, hvilken kollektiv overenskomst der fandt anvendelse, og hvilken periode uddannelsesaftalen omfattede. Tvistighedsnævnet fandt derfor ikke, at ansættelsesbeviset var mangelfuldt, og kravet om godtgørelse blev ikke taget til følge.

Kravet vedrørende beklædning mv.

B's selvstændige krav på 9.500 kr. for ikke-tilbageleveret beklædning og værktøj blev ikke taget under påkendelse. Dette skyldtes, at kravet ikke var søgt opnået forlig om i Det faglige udvalg, hvilket er et krav i henhold til Lov om erhvervsuddannelser § 63, før et krav kan indbringes for Tvistighedsnævnet.

Konklusion: B blev pålagt at betale A 400.594,27 kr. med procesrente fra de enkelte ydelsers forfaldsdato. B hæfter for virksomhedens gæld, da der er tale om en personligt drevet virksomhed, selvom den er ophørt. Ingen af parterne blev pålagt at betale sagsomkostninger til den anden part.