Afgørelse om lovliggørende dispensation til drivhus, garage og udestue inden for søbeskyttelseslinje

Garage og udestue

For så vidt angår garagen på 30 m² og udestuen på 18 m², fandt nævnet, at disse ikke var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 3 på grund af deres størrelse og udestuens afstand til boligen. Nævnet vurderede, at der ikke forelå en tilstrækkelig tungtvejende grund til at dispensere fra forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Den ansøgte bygningsmasse ville medføre en uønsket fortætning af bebyggelsen ned mod Sorø Sø.
• Den etablerede bebyggelse afveg væsentligt i størrelse, konstruktion og placering fra tidligere bygninger og kunne derfor ikke kategoriseres som renovering eller genopførelse.
• Det forhold, at området fremstår som en samlet villabebyggelse, eller at synligheden begrænses af fredskovspligtig bevoksning, kunne ikke føre til en anden vurdering.
• Gamle servitutter fra 1945 og 1947 måtte vige for den senere lovgivning om søbeskyttelseslinjen (fra 1972) og den samfundsmæssige interesse, der knytter sig hertil.
• En dispensation ville medføre en uønsket præcedensvirkning for andre lignende sager om etablering af bebyggelse inden for søbeskyttelseslinjen, især i det østlige område langs Sorø Sø.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede derfor den del af Sorø Kommunes afgørelse, der vedrørte lovliggørende dispensation til garagen med cykelskur og den fritliggende udestue, til et afslag. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedpunkter:

• Det ansøgte fritidshus strider ikke mod formålet med søbeskyttelseslinjen, da det vil have næsten samme placering som det eksisterende og opføres i naturlige materialer, uden at påvirke den landskabelige oplevelse eller indsynet til søen.
• Der er alene ansøgt om et mindre fritidshus på 64 m², hvilket kun er 7 m² større end det, kommunen var indstillet på at give dispensation til (57 m²).
• Afgørelsen er i strid med lighedsgrundsætningen, da Skanderborg Kommune tidligere har meddelt dispensation til større byggerier (helårshuse) inden for søbeskyttelseslinjen på nærliggende ejendomme, som klageren mener er præcedensskabende.

Kommunens bemærkninger til klagen

Skanderborg Kommune fastholdt sin afgørelse og henviste til, at administrationspraksis for fritidshuse er mere restriktiv end for enfamiliehuse, både efter Planloven § 35 og Naturbeskyttelsesloven § 16. Kommunen understregede, at de tidligere sager om helårshuse ikke var sammenlignelige, da de involverede erstatning af eksisterende huse med samme placering, og at der i et tilfælde løb en vej mellem bebyggelsen og søen. Desuden kræves der dispensation til opførelse af bebyggelser inden for søbeskyttelseslinjen, uanset om de er undtaget krav om byggetilladelse.