Krav om fornyet national aldersklassificering af videogrammer solgt online er foreneligt med frie varebevægelser

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra en finsk domstol vedrørende fortolkningen af traktatens regler om frie varebevægelser (artikel 34 og 36 TEUF) i forbindelse med finsk lovgivning om klassificering og mærkning af videogrammer (DVD’er og bluray-disks) solgt via onlineshops.

Den finske virksomhed Booky.fi Oy, der sælger videogrammer online, blev pålagt af Kansallinen audiovisuaalinen instituutti (KAVI) at angive finske aldersgrænser på deres produkter, selvom disse videogrammer allerede var blevet klassificeret og mærket i andre EU-medlemsstater. Booky.fi mente, at dette krav udgjorde en unødvendig handelsbegrænsning og dermed en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i strid med EU-retten.

Konfliktens kerne

Det centrale spørgsmål var, om den finske Videogramlov, som kræver obligatorisk klassificering for at beskytte mindreårige, gik ud over, hvad der er nødvendigt, især da loven ikke indeholdt undtagelser for salg, hvor køberen beviseligt var myndig. Booky.fi argumenterede for, at genklassificering var særligt byrdefuldt for onlinesælgere, der kun importerer varer efter modtagelse af en ordre.

Domstolen skulle vurdere proportionaliteten af den nationale lovgivning i lyset af det tvingende hensyn om beskyttelse af mindreårige.

Domstolen fastslog, at artikel 34 og 36 TEUF ikke er til hinder for en national lovgivning, der kræver en forudgående national kontrol, klassificering og mærkning af videogrammer, der markedsføres i en onlineshop, selvom de allerede er klassificeret i en anden medlemsstat.

Vurdering af begrænsning og berettigelse

• Domstolen bekræftede, at kravet om ny klassificering gør indførslen af videogrammer fra andre medlemsstater mere besværlig og omkostningsfuld og derfor udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion (Art. 34 TEUF).
• Begrænsningen er dog berettiget af et tvingende alment hensyn: beskyttelsen af mindreåriges velvære og udvikling, anerkendt i chartret om grundlæggende rettigheder.

Proportionalitetsvurdering

Domstolen fandt, at kravet er proportionalt, forudsat at den nationale lovgivning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af målet. I den forbindelse understregede Domstolen:

• Manglende gensidig anerkendelse: Medlemsstaterne har en vis skønsbeføjelse, da opfattelsen af, hvad der er skadeligt for mindreårige, kan variere efter moralske og kulturelle betragtninger. En medlemsstat kan derfor med rette kræve, at forbrugerne kan støtte sig på klassifikationer, der afspejler nationale standarder.