Planklagenævnet stadfæster afslag på dispensation til tilbygning i Hobro Havn

Sagen omhandler Mariagerfjord Kommunes afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 159, Hobro Havn, vedrørende opførelse af en tilbygning på ca. 30 m² til en eksisterende bygning på [A1], 9500 Hobro. Ejeren af bygningen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Kommunen begrundede afslaget med hensynet til bygningens historiske værdi for havnemiljøet og dens visuelle formidling af kulturmiljøet på Hobro Havn. Kommunen lagde desuden vægt på, at tilbygningen ville dække en stor del af det originale arkitektoniske udtryk på den synlige nordfacade, hvilket ville forringe bygningens oprindelige arkitektur og dens historiske fortælling. Klageren anførte, at bygningen ikke var omfattet af lokalplanens bevaringsbestemmelser, og at den ansøgte tilbygning opfyldte lokalplanens krav til ny bebyggelse. Klageren gjorde desuden gældende, at bygningen allerede var væsentligt ændret i sin ydre fremtræden, og at der derfor ikke længere var legitime interesser i at fastholde dens udseende. Planklagenævnet behandlede sagen med fokus på, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, eller om det krævede dispensation, samt om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn. Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Mariagerfjord Kommunes afgørelse om afslag på dispensation fastholdes. Nævnet vurderede følgende:

Krav om dispensation

Planklagenævnet fandt, at bygningen er omfattet af lokalplan nr. 159, Hobro Havns § 8, stk. 1, som omhandler bevaringsværdige bygninger. Nævnet lagde vægt på, at bygningen tydeligt er markeret som bevaringsværdig på lokalplankortets bilag nr. 4 med en mørk skravering og en bred sort kant, hvilket stemmer overens med signaturen for bevaringsværdige bygninger. Bestemmelsen i lokalplanens § 8, stk. 1, blev opfattet som en dispensationsbestemmelse, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 18. Dette indebærer, at ændringer som en tilbygning kræver tilladelse eller dispensation efter Planlovens § 19. Lokalplanens § 9, stk. 2, som klageren henviste til, er en generel bestemmelse, der ikke tilsidesætter kravet om godkendelse af ændringer, der specifikt kræver godkendelse efter § 8, stk. 1. Kommunen kan inddrage hensynene bag § 9, stk. 2, i sin vurdering, men er ikke afskåret fra at give afslag, selvom den ansøgte ændring måtte være i overensstemmelse med ordlyden af § 9, stk. 2.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Kommunen havde lagt vægt på bygningens historiske værdi for havnemiljøet og dens visuelle formidling af kulturmiljøet på Hobro Havn, samt at tilbygningen ville forringe bygningens oprindelige arkitektur. Nævnet anerkendte, at kommunen har et vidtgående skøn i forhold til at give dispensation fra en lokalplan, og at dette skøn ikke kan efterprøves af nævnet. Det blev vurderet, at de hensyn, kommunen havde lagt vægt på, var saglige og planlægningsmæssigt relevante, uanset om bygningen måtte være ændret gennem tiden. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.