Stadfæstelse af afgørelse om lovliggørende tilladelse til kystbeskyttelse med vilkår om kystfodring

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i sin prøvelse af sagen alene behandlet, om Kerteminde Kommune har fastsat vilkåret om kystfodring i overensstemmelse med kystbeskyttelsesloven og lighedsgrundsætningen. Nævnet kan efter Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 18, stk. 1 kun prøve retlige spørgsmål, ikke skønsmæssige spørgsmål som kysttekniske vurderinger.

Nævnets vurdering af vilkåret om kystfodring

Nævnet fandt, at det fastsatte vilkår om kompenserende kystfodring er sagligt begrundet. Dette skyldes, at Kerteminde Kommune i sin vurdering har inddraget relevante kysttekniske vurderinger, herunder risikoen for, at kystlinjen over tid kan flytte sig landværts, samt hensynet til offentlighedens adgang til og langs kysten, som er et centralt formål i Kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 1. Nævnet henviste til Kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 6, som giver kommunen mulighed for at stille saglige vilkår i forbindelse med tilladelser til kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Nævnets vurdering af lighedsgrundsætningen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at Kerteminde Kommune havde tilsidesat lighedsgrundsætningen. Nævnet lagde vægt på, at kommunen har truffet flere afgørelser om lignende forhold på den konkrete kyststrækning, hvor tilladelserne indeholder enslydende vilkår om kystfodring. Desuden er kommunen som tilsynsmyndighed i gang med at behandle andre eventuelle ulovlige forhold på kyststrækningen.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående stadfæster Miljø- og Fødevareklagenævnet Kerteminde Kommunes afgørelse af 2. februar 2023 om lovliggørende tilladelse til kystbeskyttelse i form af skråningsbeskyttelse med vilkår om kystfodring. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Kystbeskyttelseslovens § 18 b, stk. 1.

Gribskov Kommune meddelte tilladelse til skråningsbeskyttelsen i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1. Kommunen vurderede, at der var behov for kystbeskyttelse på grund af bebyggelsens placering på skrænten og den store risiko for akut erosion. Kommunen vurderede også, at projektet ikke ville øge sedimentunderskuddet betydeligt.

Kommunen stillede vilkår om fjernelse af den eksisterende betonhøfde, da den vurderede, at høfden begrænsede den rekreative udnyttelse og adgangen til og langs kysten, hvilket er en lovsikret ret i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 22, stk. 3. Selvom en uvildig rådgiver vurderede høfden som begrænset virksom, fastholdt kommunen vilkåret med henvisning til passage langs kysten. Kommunen traf også afgørelse om, at projektet ikke skulle miljøvurderes, jf. Miljøvurderingsloven § 21, og at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering, jf. Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet § 3.

Klagerens Anbringender

Klageren anførte, at vilkåret om fjernelse af betonhøfden var usagligt og uproportionalt. Klageren argumenterede for, at betonhøfden, der blev etableret for ca. 70 år siden, var funktionelt uafhængig af skråningsbeskyttelsen, da dens formål var at fastholde stranden, mens skråningsbeskyttelsen beskytter kystskrænten. Klageren fremhævede, at fjernelsen ville være yderst bekostelig (50.000-100.000 kr.) og medføre tab af kystbeskyttelse for sandstranden. Klageren mente, at en forbedret passage kunne opnås med et mindre indgreb, f.eks. ved at afkorte høfden med 3 meter, og at der allerede var god passagemulighed. Klageren påpegede desuden, at et kommende sandfodringsprojekt for hele kommunen ville skabe en bred sandstrand, der ville dække høfden og sikre passage, hvilket gjorde vilkåret unødvendigt.