Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til solceller i Dragør Kommune

Dragør Kommune afslog den 11. november 2022 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 19A, kolonihaveområdet H/F Maglebylund, til etablering af solceller på taget af et kolonihavehus på adressen [A2], 2791 Dragør. Ejeren af kolonihavehuset klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 19A, kolonihaveområdet H/F Maglebylund. Lokalplanens formål er at sikre anvendelsen til kolonihaveformål, øge byggeretten på de enkelte havelodder og sikre områdets samlede og ensartede fremtræden. Af lokalplanens afsnit 7.1 fremgår det, at der ikke må anvendes blanke eller reflekterende materialer på taget.

Kommunens afgørelse

Kommunen begrundede afslaget med, at etablering af solceller er en væsentlig overskridelse af lokalplanens afsnit 7.1, da solceller anses for blanke og reflekterende. Kommunen vurderede, at solcellerne ikke stemmer overens med områdets forventede fremtræden og dermed ville medføre en overskridelse af lokalplanens principper, særligt formålet om at sikre områdets samlede og ensartede fremtræden. Kommunen mente, at en godkendelse kun kunne ske ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var mangelfuldt begrundet, og at kommunen havde en forkert retsopfattelse vedrørende muligheden for at give dispensation. Planklagenævnet behandlede specifikt spørgsmålene om kommunens begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, samt kommunens retsopfattelse vedrørende dispensation, jf. Planloven § 19.

Planklagenævnet ophævede Dragør Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse led af væsentlige retlige mangler.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Mangelfuld begrundelse

Nævnet vurderede, at kommunens afgørelse ikke opfyldte begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 24. Kommunen havde ikke redegjort for, hvorfor solcellerne blev anset for blanke og reflekterende i strid med lokalplanens afsnit 7.1, og der var ikke vedlagt dokumentation herfor. Denne mangel blev anset for en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig.

Forkert retsopfattelse om dispensation

Planklagenævnet tog også stilling til kommunens mulighed for at give dispensation, jf. Planloven § 19, stk. 1 og Planloven § 19, stk. 2. Nævnet fastslog, at lokalplanens afsnit 7.1, som regulerer materialer på taget, ikke er en del af planens principper. Dette skyldes, at bestemmelsen er bebyggelsesregulerende, og formålsbestemmelsen om områdets ensartede fremtræden ikke i sig selv gør afsnit 7.1 til et princip. Da bestemmelsen ikke er en del af planens principper, er det muligt for kommunen at dispensere fra den efter en konkret vurdering. Kommunens antagelse om, at en dispensation ville være i strid med planens principper, hvilede derfor på en forkert retsopfattelse, hvilket også gjorde afgørelsen ugyldig.

Hjemvisning og kommunens videre sagsbehandling

Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Dragør Kommune. Kommunen skal ved den fornyede behandling:

• Foreta en konkret vurdering af, om der skal gives dispensation, hvis solcellerne kræver dette.
• Vurdere, om en tidligere byggetilladelse har skabt berettigede forventninger hos klageren, der fortaber kommunens ret til at håndhæve lokalplanens afsnit 7.1.
• Begrunde en eventuel afslag på dispensation i overensstemmelse med Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2, herunder angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, og de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.